Ny hotline skal hjælpe ved arbejdsulykker
Seges Innovation etablerer en hotline for folk, der kommer til skade ved en arbejdsulykke – og dem omkring dem.

- Ingen skal stå alene, hvis ulykken rammer, lyder det fra arbejdsmiljøchef i Seges Innovation, Helle Birk Domino, i forbindelse med det nye tiltag. Foto: Seges Innovation
Seges Innovation søsætter nu en hotline for tilskadekomne og deres nærmeste ved arbejdsulykker.
- Arbejdsulykker er desværre noget, der for ofte sker i landbruget. Hvert år sker der mange arbejdsulykker – mange alvorlige og også mange knap så alvorlige, og der har vist sig et stort ønske om at kunne få kvalificeret hjælp, når/hvis der opstår personskader, lyder det fra Seges Innovation.
Ifølge videncentret viser det sig gang på gang, at både arbejdsgiver og skadelidte er i vildrede om, hvordan man håndterer ulykken bedst muligt og lovgivningsmæssigt korrekt.
- Ingen skal stå alene
De involverede kan også ofte føle sig hårdt presset, når politi og arbejdstilsyn møder op på arbejdspladsen kort efter en arbejdsulykke.
- Det handler om at tage et socialt ansvar ved at stille kompetent hjælp til rådighed for landbrug, når der opstår en krise, som en arbejdsulykke kan vise sig at være, lyder det fra Seges Innovation.
- Ingen skal stå alene, hvis ulykken rammer. Landbruget har i flere år haft en dyreværnshotline – nu synes vi, at det er på høje tide, at vi også har en hotline, der understøtter mennesker – arbejdsgivere som arbejdstagere, der kommer til skade i landbruget, siger Helle Birk Domino, arbejdsmiljøchef i Seges Innovation.
- Ingen skal stå alene, hvis ulykken rammer
Helle Birk Domino, arbejdsmiljøchef i Seges Innovation

- Guld værd
En af dem, der tager godt imod det nye tiltag, er Adri Peereboom.
- Jeg kunne virkelig godt have brugt et sted at henvende mig, da jeg selv stod med en ødelagt skulder. Jeg var helt på bar bund. Der var ingen, der tog fat i mig og sikrede, at tingene blev gjort rigtigt, siger Adri Peereboom, som i 2019 kom alvorligt til skade, mens han flyttede kvier.
- Det er virkelig guld værd. Bare det at have nogen, der kan fortælle én, hvad man skal gøre – og om man har gjort alt hvad man kan. Det er fantastisk, forklarer Adri Peereboom.
Holdet bag hotlinen består af arbejdsmiljøspecialister, jurister og socialrådgivere. Det er gratis at henvende sig for en afklarende telefonsamtale.
Finansiering
Hotlinen er støttet af Østifterne, L&F Sektor for Gris, L&F Sektor for Kvæg, L&F Sektor for Planter, L&F Sektor for Økonomi og Virksomhedsledelse og Økologisektionen.
Seges Innovation driver også en Facebookgruppe, AgriSafety, om arbejdsmiljø og forebyggelse af arbejdsulykker i landbruget.