Ledelseskonsulent frygter ikke franske tilstande i Danmark
Op til 95 procent af de landmænd, der stopper i erhvervet, får en bedre tilværelse, konstaterer Tove Goldbeck Jensen, ledelseskonsulent i VKST, der ikke frygter franske tilstande med høje selvmordsrater.
En undersøgelse fra det franske landbrugsministerium har vist en forøget selvmordsrisiko på 20 procent for franske landmænd i forhold til resten af landets befolkning.
Næsten hver anden dag begår en fransk landmand selvmord, og det er især ældre mælkeproducenter mellem 55 og 64 år, hvor selvmordsraten nu er 47 procent højere end for landets øvrige befolkning.
Med disse dystre udmeldinger er det nærliggende at spørge, om der er samme tragiske tendenser blandt danske landmænd. Tove Goldbeck Jensen, ledelseskonsulent i VKST, mener nej.
- Jeg kender ikke selvmordsraten blandt danske landmænd, men det er ikke min fornemmelse, at de føler sig hetzet på samme måde som franske landmænd. Dog føler nogle sig truet, helt sikkert, men jeg ser ingen panik.
Fornuftig økonomi
Tove Goldbeck Jensen forklarer det med, at der generelt i landbruget er en rimelig fornuftig økonomi.
- Svineproducenterne har rimelig fornuftig økonomi, når vi ser 2019 isoleret set. De får gode priser på kød og har lave priser på foder. Tilsvarende er kvægproducenterne i balance, da mælkepriserne er rimelige. Planteavlerne har gode udbytter, men lidt lavere priser end sidste år.
- Generelt har 2019 været et fornuftigt økonomiår, men nogle bedrifter kan få problemer med finansiering af bedriften, lyder det fra Tove Goldbeck Jensen og henviser til, hvordan bankerne og finansieringsinstitutterne har reageret over for landmænd med gæld det seneste par år.
- Hvor landmanden tidligere havde et mere personligt forhold til sin bankrådgiver og til sin bank, og dermed kunne forhandle sig frem til en god løsning, ser vi i dag, at bankerne i stigende grad rater landmændene og samtidig lader kreditafdelingen træffe beslutninger om økonomien. Og i kreditafdelingerne er det hårde økonomiske facts, der bestemmer.
Videre forklarer Tove Goldbeck Jensen, at tiderne har forandret sig, og det kommer dagens og morgendagens landmænd til at forholde sig til. Hun mener, at nogle landmænd skal tænke over, om de vil og kan fortsætte med at drive landbrug.
Kig i forruden
Tove Goldbeck Jensen mener derfor, at nok skal man kigge i bakspejlet, men det er mere vigtigt, at man kigger i forruden.
- For hvad vil der ske i årene, der kommer? Mange landmænd er følsomme mennesker, men de skal også se på, om der er fornuftig fremtid i deres virksomhed, eller om det er bedre at få den afviklet på en fornuftig måde.
Videre peger Tove Goldbeck Jensen på, at historien viser, at landmænd generelt set er yndet og vellidt arbejdskraft.
- Vælger man at afvikle sin virksomhed, kan man næsten altid få et godt job, og en stor andel af dem, der vælger at lukke ned, får det faktisk bedre. De er eftertragtede, kan en masse, kan træffe beslutninger og er vant til at klare sig selv. Så næsten alle, der har truffet beslutning om afvikling, får en god historie med sig.
Generationssvigt
Konsulenten erkender dog, at for nogle kan det være rigtig svært.
- Nogle landmænd føler, at det er et nederlag, hvis de skal lukke eller afhænde deres bedrift. Nogle føler, at de svigter tidligere generationer, at de har måske op til otte generationer, der kigger dem i nakken, at de mister anseelse, og at det også går ud over ægtefælle og børn, ofte fordi man nogle gange også må flytte fra gården. Jo, det kan føles vidtrækkende for mange at træffe denne beslutning.
Tove Goldbeck Jensen fornemmer også, at der kan være nogle landmænd, der ikke længere føler, at deres omdømme er så godt som for år tilbage.
- De er måske ikke længere så eftertragtede som bordherre ved sølvbryllupsmiddagen eller den, som andre i landsbyen spørger om råd.
Hun peger på, at hele debatten om dyrevelfærd, om maskiner, der sviner på vejene, om anvendelse af plantebeskyttelsesmidler, grundvandsforurening og landbrugets klimapåvirkning alt sammen påvirker.
- Og så skal man huske på, at der er mange i det øvrige samfund, der ikke har forståelse for, at det er fødevarer til dem, landbruget producerer. Hele respekten for landmændene, for erhvervet, og for hvordan man fremstiller fødevarer på fornuftig vis, skal man lede længe efter. Og det kan godt tage arbejdsglæden ud af mange.
Jagtet på detaljer
Videre nævner konsulenten de mange kontroller, datotyranni, og alle de regler der skal følges, og det paradoksale i, at landmænd skal svare inden for kort frist, mens når det gælder direktoratet og andre offentlige instanser, så kan der gå flere år.
- Det er frustrerende for mange landmænd, og vi oplever landmænd, der føler sig jagtet på detaljer og er direkte bange for kontrol. Til gengæld møder jeg ikke nogen landmænd, der er uenige i, at tingene skal foregå efter reglerne. Dog føler nogle, at det offentlige system nogle gange ser lidt for nidkært på tingene.
På spørgsmålet, hvad rådgivningssystemet gør for at hjælpe de trængte landmænd, siger Tove Goldbeck Jensen:
- Vi tager altid udgangspunkt i landmanden, når vi kommer ud. Vi er meget observante, lyttende og opmærksomme på eventuelle signaler om, at noget er galt. Og finder vi, at der er nogen, som føler sig meget i klemme, så forsøger vi at tage en snak om det, og ser hvor vi kan hjælpe.
Korps af rådgivere
I den forbindelse nævner Tove Goldbeck Jensen, at man i VKST og flere andre rådgivningsvirksomheder de senere år har været gode til at henvise til psykologer og andre, der kan hjælpe, ligesom man har ansat flere landmænd som rådgivere.
- Det betyder, at går det helt galt på en bedrift, så har vi et korps af rådgivere, der selv har prøvet at passe køer, passe svin eller drive planteavl, og som kan træde ind for en stund og passe bedriften, hvis landmanden bliver syg, går ned med stress eller ikke kan overskue situationen i en periode.
- Den hurtigste vej ud af en krise er at gå ind i den, og der hjælper vi gerne. Jeg har været i branchen i 35 år og må nøgternt konstatere, at 95 procent af dem, der har valgt at stoppe med landbrug, er kommet glade ud af det.




































