Af Søren Sloth, svinerådgiver ved LandboNord

 

ARBEJDSMIJØ Der er en erkendelse af, at et godt arbejdsmiljø også er en vigtig faktor, når et landbrug skal ud at rekruttere medarbejder i en tid, hvor der er høj beskæftigelse. Når man som virksomhedsejer passer på sine medarbejdere, både med fysiske forbedringer, og i høj grad også kommer til en erkendelse at det kan være psykisk hårdt og stressende at arbejde på landbrug, så er vi kommet langt.

Erkendelse af en udfordring er forudsætningen for at skabe forandringer og forbedringer.

 

Ulykker ved håndtering af maskiner

Maskinulykker ved planteavl ses ofte som klemning af for eksempel hænder ved bevægelige dele på maskiner – det kan være en kartoffeloptager, silosnegl eller remskive. Klemning af hænder og fødder ses også ofte ved til- og frakobling af maskiner. Det er under til- og frakobling og i forbindelse med reparation og fejlfinding, at der sker skader.

Sådan undgår I maskinulykker

Arbejdsgiver:

•For at undgå ulykker, er det vigtigt at arbejdsgiveren har sat sig grundigt ind i brugen af maskinen, at brugsanvisningen er læst og anvisningerne i denne følges.

•God vedligeholdelse af maskiner og udstyr er med til at sikre færre driftsstop og derved er risikoen for ulykker mindre.

•Når der skal rettes fejl på en maskine, skal motoren stoppes, og det er vigtigt maskinen er stoppet helt, før der arbejdes på at rette fejl.

•Der skal afsættes den nødvendige tid til en opgave, så det ikke er tidspres, der gør, at forskrifter og instruktioner ikke overholdes.

•Arbejdsgiveren har instruktionspligten og opsynspligten til at sikre at opgaver med maskinen udføres som aftalt.

 

Den ansatte:

•Brug det udleverede sikkerhedsudstyr, sikkerhedsfodtøj, hjelm, handsker med videre.

•Sig til hvis du er i tvivl om hvordan en maskine skal betjenes, også selvom du er blevet instrueret.

•Kør aldrig med udstyr der er defekt.

•Sæt aldrig sikkerhedsforanstaltninger ud af kraft.

•Tænk opgaver i og omkring maskinen igennem, så du ikke placerer hænder, fødder eller kroppen sådan, at du kan blive klemt, hvis der sker noget utilsigtet.

 

Snubleulykker

Når jeg kommer rundt på landbrug i forbindelse med opdatering af virksomhedens arbejdspladsvurdering (APV), kommer jeg rundt på hele virksomheden på en sikkerhedsrundering, hvor jeg kommer med min vurdering, om hvor der er fejl og mangler, og hvor der skal ændres på indretning for at minimere risikoen for ulykker.

Jeg ser desværre ofte, at der er rod på gulve i værksteder, depoter og maskinhuse. Der mangler ofte klare retningslinjer på, hvor man skal opbevare reservedele, affald og hvordan oprydningen skal være under arbejde med vedligehold af maskiner.

For at gøre det let for alle på virksomheden, kan der med fordel males på gulvet, så det er tydeligt, hvor der er færdselsveje, og hvor det er tilladt at sætte maskiner, pallevarer og reservedele.

Det skal være ryddeligt foran reoler og værkstedsborde, så det er muligt at arbejde i en ordentlig arbejdsstilling og let at komme til de reservedele, der er i reolerne.

Sådan undgår I snubleulykker

Arbejdsgiver:

•Vedligehold gulve, trapper og udendørs gangveje og sørg for god belysning.

•Anvend skridsikre gulve og vedligehold friktionen på trinene til førerpladsen på maskiner.

•Sørg for grundig glatførebekæmpelse.

•Udlever skridsikkert fodtøj til dine medarbejdere.

•Lav klare aftaler med dine medarbejdere om hvordan snubleulykker undgås og følg op på at det sker.

•Sørg for ryddelige færdselsveje.

 

Den ansatte:

•Sig til når der er slid på gulve og trin, eller når der mangler lys.

•Ryd op – hold gulve og trapper fri for genstande.

•Start glatførebekæmpelsen i god tid inden der skal arbejdes.

•Anvend altid det udleverede sikkerhedsudstyr og sørg for at holde det ved lige.

 

Fald fra højden under arbejde

Maskiner og udstyr der bliver brugt i marken er blevet større. Det kan være vanskeligt at vaske og reparere maskiner uden brug af stiger, lifte eller stilladser.

Når jeg kommer rundt, ser jeg desværre fortsat for mange stiger der ikke er gode nok. De kan have skader eller mangler skridsikring i bunden. Der mangler også rækværk rundt om silobatterier og ved opgang til lofter. Jeg ser forbedringer mange steder, men det er stadigvæk et område, der kræver forbedring.

I forbindelse med at der etableres vaskepladser hvor vaskevandet opsamles, kan der med fordel etableres en fast gangbro som er let at stå på og vaske maskiner fra. Det sikrer en god arbejdsstilling for den ansatte og er med til at der kan arbejdes mere effektivt.

 

Sådan undgår I faldulykker

Arbejdsgiver

•Brug personløfter, ministilladser eller platformstiger med brede trin til arbejde i højde – begræns brug af enkeltstiger.

•Overveje om tagreparationer skal udføres af professionelle. Hvis ikke, anvend lift, tagstiger eller stillads. (Se mere om tagarbejde under dødsulykker).

•Brug et løfteredskab til af- og pålæsning af køretøjer – begræns færdsel på ladet.

•Aftal med dine medarbejdere, hvordan arbejde i højden kan udføres sikkert og følg op på at det sker.

 

Den ansatte

•Sig til og sig fra, hvis du oplever, at arbejdet i højden ikke kan udføres sikkert.

•Overvej om det er sikkert at bruge en stige til arbejdet. Vælg alternativer hvis du skal bruge begge hænder til arbejdet i højden.

•Tjek om såler eller trin er fedtede – inden du kravler op ad stiger og lejdere.

•Hop ikke ned fra ladet af et køretøj og brug læsseredskaber til læsningen.

 

Kørende maskiner

Landbruget er desværre også et sted, hvor der ses ulykker med kørende maskiner og også her bør man tage sine forholdsregler.

 

Sådan undgår I ulykker med kørende maskiner:

Arbejdsgiver:

•Forsyn maskinen med bakkamera eller brug en vinkemand.

•Vær kun flere personer på maskinen, hvis der er et passagersæde.

•Overvurder ikke køretøjets stabilitet, når I skal køre på skrånende og blødt underlag,

•Brug køretøjer med førerværn og sikkerhedssele.

•Aftal med dine medarbejdere hvordan arbejde med kørende maskiner kan udføres sikkert og følg op på at det sker.

 

Ansatte:

•Kør først når der ikke er personer tæt på. Se dig godt for, inden du starter.

•Sørg for, at der altid er godt udsyn, når der bakkes. Brug maskinens bakkamera eller en vinkemand.

•Gå aldrig bagom bakkende maskiner medmindre du har haft øjenkontakt med føreren.

•Vær kun flere personer på maskinen, hvis der er et passagersæde.

•Overvurder ikke køretøjets stabilitet ved kørsel på skråninger, og når du skal trække genstande fri.

•Brug køretøjets sikkerhedssele, så du ikke bliver kastet ud ved væltning.

 

Arbejdsmiljødrøftelse

Der er krav om, at der skal afholdes en årlig arbejdsmiljødrøftelse, hvor alle medarbejdere deltager. Det kan være svært at få mødet afholdt, hvis der ikke er nogen »anledning«.

Jeg vil derfor anbefale, at mødet afholdes som en del af opstarten på forårsarbejdet og før der høstes, så der er klare retningslinjer på, hvordan der skal arbejdes, og det kan aftales, hvordan et nyt udstyr skal tages i brug, og nye medarbejdere kan få de informationer som »gamle« ansatte har fået.