Juletræsbranchen samles til messe

Langesømessen har fortsat stigende udstillerinteresse og besøg fra mange lande. På torsdag ventes omkring 3.000 gæster i de smukke omgivelser vest for Odense.

Den tredje torsdag i august er der hvert år messe for juletræsbranchen på det fynske gods Langesø ved Morud, vest for Odense. Gennem årene har Langesømessen udviklet sig til at være stedet, hvor alle juletræsproducenter og hele branchen for juletræsproduktion og afsætning mødes. Ikke blot de danske, men fra hele Europa. Helt fra Singapore har der op til messen været interesse for deltagelse.

Besøgstallet er vokset støt, til omkring 3.000 betalende gæster de seneste år. Derfor forventes mindst samme antal på torsdag den 17. august.

Messen, som afvikles for 26. år i træk, har tilmeldt omkring 130-140 udstillere, der viser alt, lige fra frø til færdige juletræer, og ikke mindst maskiner og grej til juletræsproduktion.
Standene er alle placeret langs skovvejene ved Langesø Slot og den store sø ved slottet.

Flere stande

- Der er stigende interesse for at deltage, og vi får hvert år nye udstillere. Flere udenlandske udstillere, blandt andet fra Tyskland, Polen og Holland, herfra flere nye, er med i år. Men også nye danske udstillere har meldt deres ankomst. Alle standpladser er besat, men skulle der være et par firmaer, som endnu ikke er tilmeldt, så finder vi også en plads til dem, siger udstillingskoordinator Kirsten Sørensen fra Langesø Godskontor.

Messen åbner klokken 9 i de naturskønne omgivelser, og ud over besøg på de mange stande frem til messen lukker klokken 17.00, vil der i dagens løb blandt andet være danmarksmesterskab i udkørsel på udstillingsområdet.

Dagen afrundes lige så traditionelt med kåringen af Danmarks flotteste juletræ, både indenfor nordmannsgraner og for øvrige arter. 

Læs også