Langt de fleste leaser fuldfoderblandere
Ved leasing af en fuldfoderblander medfinansieres momsen. Serviceabonnement betales også via leasingafgiften.
Hos Hoegild ApS, der markedsfører både genopbyggede og fabriksnye fuldfoderblandere, oplever man, at langt de fleste kvægbrugere vælger leasing-finansiering af fuldfoderblandere.
- Set med mine øjne er leasing en fantastisk nem, god og billig finansieringsmodel på grund af lave omkostninger, og fordi der regnes med meget lave rentesatser, siger firmaets indehaver, Johnny Høgild Pedersen.
- Min erfaring er, at med den stramme økonomi på mange kvægbedrifter, så er det meget nemmere at komme igennem med leasing-finansiering. Men også landmænd, som uden problemer kunne få finansieret deres fuldfoderblander gennem en traditionel købekontrakt, vælger i mange tilfælde leasing-finansiering, føjer han til.
Flere finansieringsselskaber
- Vi arbejder sammen med flere finansieringsselskaber og formidler kontakt mellem landmand og finansieringsselskab. De får så finansieringen på plads, så handelen kan gennemføres endeligt, fortæller Johnny Høgild Pedersen.
- Jeg synes, at finansieringsselskaberne har en meget positiv holdning til at finansiere de fuldfoderblandere, vi sælger. De kræver faktisk mest budgetmateriale på bordet, når der er tale om nye blandere, fortsætter han.
Ifølge Johnny Høgild Pedersen køber de fleste kvægbrugere deres leasede fuldfoderblandere til restværdien på typisk en halv snes procent, når leasing-kontrakten udløber.
Likviditets-fordel
Han peger på den klare likviditetsmæssige fordel ved leasing, at momsen medfinansieres. En del af den faste leasingafgift er i øvrigt betaling for en forsikring, som dækker, hvis for eksempel fuldfoderblanderen bliver ødelagt ved en brand på gården. Det giver tryghed for både landmanden og finansieringsselskabet.
- Vi tilbyder købere af fuldfoderblandere et 3-årigt serviceabonnement, som også betales via den faste leasingafgift. De fleste tager imod tilbuddet. Så bliver blanderen holdt ved lige, og landmanden har nøje styr på de samlede omkostninger ved at have den, forklarer Johnny Høgild Pedersen.





































