Man behøver ikke være født på landet for at blive landmand. Mange nye elever på Dalum Landbrugsskole har ikke tidligere arbejdet med produktionsdyr, og derfor lægger landbrugsskolen vægt på at kunne tilbyde eleverne den bedst mulige introduktion til erhvervet. 

- Tidligere kom de fleste af vores elever fra landet og var derfor allerede fortrolige med dyrene, når de begyndte på uddannelsen. Sådan er det ikke længere, og derfor er den nye kostald meget vigtig for læringen. Det er her, de unge skal lære at omgås dyrene og blive fortrolige med, hvordan dyrene skal håndteres, siger Jens Munk Kruse, forstander på Dalum Landbrugsskole. 

Den nye stald har plads til 10 ammekøer med opdræt og er foreløbig sidste etape i en større renovering af afdelingen i Korinth. Tidligere er elevværksted og maskinhal blevet udbygget og moderniseret, der er etableret miljøvenligt halmfyr og eleverne har fået deres helt eget værksted med bl.a. lift og svejseudstyr, som kvit og frit kan benyttes til at rode med egne biler og knallerter i fritiden. Derudover tilbyder skolen opstaldning af elevernes egne heste.   

- Det er vigtigt for os at kunne tilbyde vores elever et godt og trygt ungdomsmiljø og give dem en god introduktion til moderne landbrug. Derfor opdaterer vi løbende skolens faciliteter, og har blandt andet netop bestilt fire helt nye traktorer, siger Jens Munk Kruse. 

Pressen er meget velkommen til indvielsen, hvor der bl.a. vil være mulighed for at komme tættere på køerne og få en snak med nogle af skolens elever, som har hjulpet til med byggeriet. 

Dalum Landbrugsskoles afdeling i Korinth findes på adressen Spanget 7, 5600 Fåborg. 

Den nye kostald er opført i samarbejde med Møberg Staldbyg A/S.