Nye sorter fik masser af opmærksomhed
Grovvarefirmaet Nielsen & Smith viste nye sorter på Planternes Dag ved Næstved.
Under navnet Planternes Dag inviterede grovvarefirmaet Nielsen & Smith på en tur i markerne ved Fuglebjerg vest for Næstved.
Efter en introduktion til de forskellige storparceller og lidt information om Førslev Gods, der ejer Fuglebjerggaard, gik turen til fods til rapsstykkerne, hvor KWS-sorterne blev præsenteret – både linjesorter og hybridsorter.
Deltagerne havde ligeledes mulighed for at se de kommende sorter, og der var blandt andet en dialog om såtidspunkt og et aktuelt problem med galmyg, der i de aktuelle parceller var meget synligt.
Efter gennemgang af rapssorterne gik turen i jagtvogne videre til hvedeparcellerne, hvor der også var en gennemgang af de forskellige sorter og debat om aktuelle dyrkningsforhold.
Topscorer blandt rapssorter
På Planternes Dag var der blandt andet mulighed for at se nærmere på linjesorten Butterfly, som man helt sikkert vil komme til at høre mere til i fremtiden.
- Butterfly er netop færdigafprøvet på Tystofte og kom ud som topscorer blandt alle rapssorter. Vi forventer os meget af Butterfly fremover, fortæller Holger Lunden fra Nielsen & Smith.
- Quartz er vores topsort i dag og har de seneste tre år ligget som højstydende blandt alle rapssorter i landsforsøgene, oplyser Holger Lunden og tilføjer:
- Linjesorterne er 30-40 procent billigere at etablere end hybridsorter. Desuden er Quartz lav og kompakt, så man sparer vækstregulering om efteråret. Det betyder, at den står op og er utrolig nem at høste.
Læs mere i næste uges LandbrugØst, der udkommer på nettet fredag.




































