Felix Stark offentliggjorde i foråret projektet Verdens Rigeste Landmænd, der officielt blev søsat på et opstartsmøde hos Nordsjællands Landboforening i Hillerød, og han kan blandt andet glæde sig over, at et par fremtrædende sjællandske landmænd senest har meldt sig ind i den nye andelsforening.

Det er Kim Kjær Knudsen, der, som Felix Stark udtrykker det, er »noget nær det tætteste, man kan komme på det nedsættende udtryk svinebaronen«, og så »aspargeskongen« Søren Brandt Wiuff ved Gislinge i Nordvestsjælland.

- Jeg er meget glad for de tilmeldinger fra to meget forskellige konventionelle landmænd. Det er afgørende for foreningens succes, at den får bred deltagelse, påpeger Felix Stark og fortsætter:

- En stor del af idéen er at få skabt et fællesskab, hvor vi med forskellige tilgange kan diskutere i et rum, hvor alle parter er interesserede i en positiv udvikling for et fødevareerhverv, der både kan tjene penge og tage endnu større hensyn til naturen, dyrene og de mennesker, der arbejder i erhvervet, end det sker i dag.

Læs mere om projektet "Verdens Rigeste Landmænd" i LandbrugØst, som allerede er online på vores hjemmeside.