Hjørring Dyrskue satser på 30.000
Nye tiltag på Hjørring Dyrskue skal tiltrække flere besøgende. Skuets nye bestyrelse satser på en stigning til 30.000
Hjørring Dyrskue, der åbnede i morges og fortsætter i morgen, har fået en ny bestyrelse, som satser på at øge besøgstallet, der tidligere har ligget på 20.-25.000 gæster. Målet i år er at nå 30.000. Blandt andet er der foretaget forskellige ændringer af dyrskuets fysiske rammer, ligesom der er rettet til på programpunkterne.
Den nye bestyrelse er udpeget af LandboNords hovedbestyrelse.
- Det er ene dedikerede personer, der driver Hjørring Dyrskue i dag, og vi er mere handlekraftige og manøvredygtige, siger skuets nye formand Jens Myhren.
I år er maskinudstillingen udvidet med 4.000 kvadratmeter, og dyreudstillerne bakker godt op om skuet trods de hårde tider. Desuden er 3.100 skolebørn inviteret ind på pladsen.
- Kontakt til det omgivende samfund bliver vigtigere og vigtigere. Vi er nødt til at forklare, hvad det er, vi gør. Dyrskuet er et stort udstillingsvindue, der er med til at brande landbruget, siger formand for LandboNord, Niels Vestergaard Salling.





































