Salg af høst i rette tid kræver likviditet
Prisfald på produkter presser mange landmænd på likviditeten. Nykredit opfordrer til dialog.
Høsten er på vej i hus, men hvornår er det rette tid at sælge den? Og har man likviditet til at kunne vente på det optimale tidspunkt?
Ifølge Frank Poll, Nykredits landbrugskundechef i Østdanmark, kan god planlægning og åben dialog med sin finansieringspartner give landmanden mere frihed til at vente.
- Fordi landbruget har været inde i et tilbageslag på priserne på mange af sine produkter, er likviditeten stram hos mange landmænd. Aktuelt er den helt afgørende styring af økonomien derfor at få likviditeten til at hænge sammen, siger Frank Poll og påpeger, at et grundigt budget i den sammenhæng er et vigtig redskab.
Budget giver overblik
- Hvis høsten bliver mindre end forventet, kan budgettet bruges til overskueligt at vise konsekvenserne. Kommer man til at mangle nogle 100.000 kroner, er det vigtigt at gå i dialog med finansieringspartneren.
Frank Poll tilføjer, at der også må være plads til fleksibilitet fra begge parter. Hvis prisen på korn falder, men landmanden forventer, den stiger igen om tre måneder, skal der være plads til at vente den tid.
Frank Poll påpeger, at landmandens evne til at kunne tilpasse sin virksomhed er en stor ledelsesudfordring, men også afgørende for succes. Likviditet er et vigtigt element i den opgave.
Læs hele artiklen i denne uges LandbrugØst, der udkommer tirsdag, eller allerede i dag på hjemmesiden på http://landbrugoest.landbrugnet.dk/Content/NewsPaper/LandbrugOEST/