Erfaringer fra minus 30 FE kan bruges af alle
Projektet minus 30 er snart ved vejs ende. Projektet har til formål at nedsætte foderforbruget i svineproduktionen, og erfaringerne herfra viser, at der er store penge at spare ved at ændre rutiner og forøge fokus på det, som batter noget.
Projektet minus 30 blev søsat under SEGES i samarbejde med lokale svinerådgivningsvirksomheder for at vise, at man ved fokusering på foderforbrug kan nedbringe det totale foderforbrug med 30 foderenheder fra fødsel til slagtning inkl. soens foder.
Det betyder, at der i projektet er fokuseret på foderforbrug hos både søer, polte, smågrise og slagtesvin, og at både decideret nedgang i foderforbrug samt effektivitetsforøgelse kan bidrage til dette. Opfølgningen foretages ved hjælp af DB-tjek og de realiserede tal fra regnskabet, så der er sikkerhed for, at der er sammenhæng mellem registreringerne i stalden og det faktiske køb og salg.
Projektet er dog ikke kun beregnet til integrerede producenter. Erfaringerne fra projektet viser, at det er over samtlige produktionsgrene, at besparelserne er fundet.
Hvad kan der spares?
Som et tænkt eksempel kan det nævnes, at en integreret svineproducent med 500 årssøer og 30 producerede slagtesvin pr. årsso og en gennemsnits foderpris på 1,70 kr./fe, vil kunne nedbringe foderomkostningerne med 765.000 kr. og dermed forbedre nulpunktsnoteringen på slagtesvinene med 0,61 kr./kg.
Man kan også fordele de 30 FE mellem smågriseproducenter og slagtesvineproducenter med en vægtning på 10 FE besparelse til smågriseproducenterne og 20 FE besparelse til slagtesvineproducenterne.
Det vil give følgende resultater:
En smågriseproducent med 800 årssøer og 32 grise pr. årsso med en gennemsnits foderpris på 1,90 kr./fe, vil kunne spare 486.000 kr. og dermed forbedre nulpunktet på smågriseprisen med 19 kr. pr. smågris.
En slagtesvineproducent med 10.000 producerede slagtesvin med en gennemsnits foderpris på 1,60 kr./fe vil kunne spare 320.000 kr. og dermed forbedre nulpunktsnoteringen på slagtesvinene med 0,74 kr./kg.
Læs hele artiklen i næste uges LandbrugSyd, der allerede kan læses på nettet fredag.








































