Markdag i skønt vejr og fantastiske rammer
Et halvt hundrede roeavlere var tirsdag til markdag på Nørreskovgaard i Sydsjælland.
I skønt sensommervejr holdt Strube i samarbejde med Kverneland, Yara, Gefion og Nordic Sugar, tirsdag markdag på Nørreskovgaard i Sydsjælland.
Gården blev for to år siden overtaget af Michael Madsen, der i 2014 solgte et landbrug på Vestlolland og sammen med familien flyttede til Nørreskovgaard mellem Vordingborg og Præstø.
På tirsdagens markdag, hvor der var omkring et halvt hundrede deltagere, fortalte Michael Madsen indledningsvis om den store beslutning om at flytte, og hvilke fordele og ulemper, der har været – og fortsat er.
Roer med symptomer
Herefter gik de fremmødte i marken og så på roerne, som var hovedemne. Efter præsentationen af de enkelte sorter var der en dialog om gødningstyper og placering ved såning.
Der var også indbygget en mindre »roeskole«, hvor opgravede roer med symptomer på forskellige mangelsygdomme og skadedyrsangreb blev vist frem.
Nordic Sugar havde et indlæg om kampagneopstart og sidste nyt om kontrakter og den kommende aftale, og Kverneland fortalte om deres såmaskiner og de mange muligheder, der er med elektrisk styret udsåning.
Endelig var Gefion rundt om afregningspriser på korn og sukker, samt de aktuelle gødningspriser og lidt om, hvad der er med til at sætte priserne.
Arrangementet sluttede med lidt godt at spise og lokalt brygget øl. Begge dele blev nydt i de meget flotte omgivelser.




































