Kender du typen, som bliver syg i ferien?
Indlæg fra Inger Kristensen, socialkonsulent, LMO
Vi har den seneste tid oplevet stigende afregningspriser både på svinekød og mælk. Det er en god nyhed, som hos mange landmænd bevirker, at kassekreditten er knap så stram. De kan begynde at trække vejret ”lidt mere frit” og ane nogle positive takter for fremtiden.
Trods denne lysning har jeg samt flere andre af LMO’s konsulenter i den seneste tid oplevet, at kunder, som ellers har været ”stabile”, græde i telefonen og psykisk have det meget svært og vanskeligt ved at overskue fremtiden.
Og hvorfor nu det, når priserne nu endelig er begyndt at rette sig og fremtiden se lidt lysere ud? Jo, måske netop derfor og derfor også overskriften. Nu er der ”plads til” at lægge sig syg - nu er der plads til tankerne.
Landmanden har været under et voldsomt pres meget længe. Det har handlet om den kortsigtede ”overlevelse” fra termin til termin og for nogle fra dag til dag. Nu er presset lettet en smule, og det frigiver tid, energi og anledning til refleksion for den mere langsigtede plan end bare en måned frem.
Det levner også plads til at kunne mærke, hvor hårdt det egentligt har været, og hvor mange ressourcer der er blevet brugt på at holde sammen på virksomheden, sig selv og familien. Tanker om at kunne klare det en gang til, hvis priserne igen falder. Tanker om det har været ”prisen værd”, og hvad kan familielivet og helbredet holde til?
Reaktionen er naturlig, og uanset om du er konsulent, nabo, familie eller på anden måde har relationer til en landmand, der har det svært – så vær opmærksom på signaler og ændret adfærd. Måske kan du hjælpe med en snak, eller måske er det en person udefra, som kan være behjælpelig med at få stillet de gode spørgsmål og dermed give landmanden mulighed for at fortælle om det, der er svært.









































