Bør der ændres i gældsposten?
Indlæg fra drifts- og strategirådgiver fra LHN, Frank Andersen
Af erfaring ved jeg, at emner som konvertering, finansiering og afdragsfrihed kan resultere i et jaget blik i øjnene hos de fleste. Det kan også føre til ivrige diskussioner, som kan lægge en dæmper på ethvert middagsselskab.
Men jeg tager nu gerne diskussionen, for det er vigtigt at vide lidt om realkreditlån, og om der kan skæres i gældsposten.
Det er udviklingen i renter og kurser, som bestemmer, om det kan betale sig at lave en låneomlægning eller en konvertering. Det betyder, at ingen kan forudsige med bestemthed, hvad der er mest fordelagtigt på et givent tidspunkt. Man kan dog støtte sig til makroøkonomiske teorier og de tendenser, som viser sig i samfundsøkonomien. Herunder også hvad de mange valutastrateger og analytikere vurderer, kan have betydning på kort og længere sigt.
Der er flere ting, man med fordel kan overveje, når der skal vælges lånetype. I forhold til netop din situation, bør du overveje følgende:
- Er målet at styrke egenkapitalen og investere senere?
- Er målet at sikre rådighed over den størst mulige likviditet på kort sigt?
- Kan du leve med en vis risiko, eller er du til det mere sikre?
De mange overvejelser man bør gøre sig forud for valg af lånetype gør det svært at overskue for mange. Dog øger det naturligvis muligheden for at finde det helt rigtige lån. Nedenfor kan du se nogle karakteristika for de mest gængse lånetyper.
Fast forrentede lån med eller uden afdragsfrihed
- Fast rente i hele lånets løbetid, hvor ydelsen kendes for hele lånets løbetid
- Mulighed for at reducere din restgæld ved stigene renteniveau - kursgevinst
- Sikrer din friværdi yderligere ved at nedkonvertere i renten
- Ydelsen kendes for hele lånets løbetid
Lån med rentetilpasning/Flexlån med eller uden afdragsfrihed
- Falder renten, får du automatisk en lavere ydelse, når det refinansieres f.eks. hver 3. eller 5. år
- Særligt aktuelt i perioder med forventning om faldende renter
- Stiger renten, stiger ydelsen også, når det refinansieres
- Kan være dyrere at indfri i utide
Begge lånetyper findes med mulighed for afdragsfrihed i op til 10 år. Man skal dog være opmærksom på, at tilbagebetalingen sker over en kortere periode, hvilket kan øge presset på likviditeten. For at tilpasse sig de øgede krav til solvens og sikkerhed, ønsker kreditgiverne ofte at udfase de korteste flexrenter og tilbyder forskellige rabatordninger ved konvertering af disse lån til nye.
Mange låntagere står aktuelt overfor at afdragsfriheden udløber og i den sammenhæng opfordrer vi til, at man vurderer sin lånesammensætning og muligheden for at udnytte den historisk lave rente til mere sikkerhed i form af fastforrentet gæld.
Hvis du vil vide mere om muligheder for at optimere din lånesammensætning og være up to date på finanserne, så afholder vi et kombineret finansierings- og pensionstjekmøde onsdag 16. november kl. 19.00 hos LHN i Tinglev.





































