Pløjning i bar overkrop
Den fynske veterantraktorklubs aktivitetsdag og fynspløjning tangerede sidste års rekord med 70 deltagere – og blev på Brobygård afviklet i rekordhøj septembervarme.
Det gik hedt til, da Motor og Veterantraktor Klubben Fyn afviklede aktivitetsdag og fynspløjning i lørdags på godset Brobygaard ved Sønder Broby.
Ikke alene var der kamp om de bedste placeringer i konkurrencen om veteranpløjernes fynsmesterskab, hvor for eksempel kun 0,29 point skilte 2.- og 3. pladsen. Men hele det store arrangement var tillige begunstiget af et usædvanligt solfyldt og varmt septembervejr. Hvilket blandt andet kom til udtryk i, at en af konkurrencepløjerne, Aksel Østerlund fra Skellerup, gennemførte det meste af fynspløjningen i bar overkrop. Og hans veltrimmede BM 350 Boxer var som de øvrige ialt 70 øvrige veterantraktorer – naturligvis – uden førerhus!
Fynsmester blandt veteranpløjerne med i alt 79,71 point blev sidste års nummer to, Hans Clemmensen, med en Ferguson 35 »Guldfugl« og en tofuret Fraugde liftplov. 2.- og 3.-pladsen blev besat af henholdsvis Peter Clemmensen med en grå Ferguson 31 og enfuret Langeskov plov sidste års fynsmester, Morten Ravn Kjærgaard, med Fordson Dexta og enfuret liftplov.
Læs mere og se billeder fra stævnet i næste uges LandbrugFyn, der allerede nu kan læses her på siden.








































