Kom helt tæt på landbruget
OPLEVELSESDAG For 8. år i træk inviterer Dalum Landbrugsskole til oplevelsesdag på skolens afdeling i Korinth, Spanget 7, Faaborg, på lørdag, den 24. september fra 10-16. Den første time er reserveret til information om skolens uddannelser, herefter vil eleverne vise rundt og fortælle om livet på skolen, og samtidig slås dørene op for et væld af oplevelser og aktiviteter.
Dalum Landbrugsskole gør alt for at skabe de bedst mulige rammer for undervisningen. Derfor har skolen blandt andet investeret i en helt ny og moderne kostald, nye traktorer og modernisering og udbygning af værksteder og maskinhal.
Skolen håber, at rigtig mange har lyst til at deltage i oplevelsesdagen og blive klogere på alt det, man har at tilbyde. Kom og hils på dyrene, lær skolen bedre at kende og se dronerne i aktion. Gå på opdagelse i boderne fra aktive lokale håndværkere og foreninger, blandt andre biavlerforeningen, LandboUngdom og 4H, og benyt de mange aktiviteter og oplevelser for hele familien.
Det hele er gratis, bortset fra mad og drikke, som kan medbringes eller købes i boderne.





































