Reform skal bringe Seges tættere på landbrugerne
Rådgivningscentrene får mindst ni pladser i et nyt forretningsudvalg for det nye Seges. Det skal medvirke til at give hurtigere realisering af Seges-projekter ude i bedrifterne.
En ny organisationsstruktur i Seges skal styrke rådgivningen af landmændene.
Med mindst ni pladser i det nye Seges’ forretningsudvalg skal de lokale rådgivningscentre have meget større indflydelse og bringes tættere på prioriteringer, beslutninger og det forretningsmæssige samarbejde, skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.
- Vi vil rykke tættere sammen i landbrugets organisationer og etablerer derfor én samlet, forenklet struktur. Det nye Seges bliver mere strømlinet, fokuseret og fleksibelt og vil involvere landmænd og rådgivning mere end hidtil. Vores ambition er at styrke sektorernes innovationsevne og dermed konkurrenceevne, så de fortsat kan være førende i verden, siger L&F’s formand Martin Merrild.
Med sine 630 medarbejdere bliver Seges fremover en del af Landbrug & Fødevarer med Anne Lawaetz Arhnung som direktør. Hun fortsætter også som viceadministrerende direktør i L&F’s direktion. Den nuværende bestyrelse nedlægges.
Seges vil fremover bestå af to hovedområder: Innovation og Viden og Produkter og Rådgivning.
Et tættere forhold mellem Seges og Landbrug & Fødevare vil også spare penge, siger Martin Merrild.





































