Pløjefri dag i Slagelse
Godt 100 sjællandske planteavlere på konference om reduceret jordbearbejdning, der også bød på erfaringer fra udlandet.
Der var masser af inspiration og gode råd til de 115 planteavlere, der havde revet det meste af en dag ud af kalenderen for at deltage i Agrovis konference om reduceret jordbearbejdning, der havde titlen »Sund jord for et sundt liv«.
Det foregik i et samarbejde med Foreningen for Reduceret Jordbehandling i Danmark (FRDK) på Hotel Frederik d. II i Slagelse, hvor der var seks vidt forskellige indlæg på programmet, som blandt andet rummede to udenlandske input.
Først holdt den franske landmand Sarah Singla et inspirerende indlæg om intensiv brug af efterafgrøder, direkte såning og et landbrug, hvor der hele tiden tænkes i sammenhænge, og til sidst fortalte svenske Josef Appel om rejsen fra ploven til økologisk pløjefri dyrkning.
Josef Appel er ved Lund i Sydsverige driftsleder på et gods i konstant udvikling. På 15. år uden plov dyrkes 1000 hektar med sukkerroer, raps, korn og græsfrø med direkte såning, strip-till og nu også pløjefri økologi på 240 hektar.
Økonomiske fordele
Mellem de to udenlandske input, der begge blev oversat til dansk, var blandt andre Trine Leerskov og Torben Nielsen fra Agrovi på banen, og de havde primært de økonomiske briller på.
Det handler om at have fokus på bundlinjen, og Trine Leerskov fremviste forskellige eksempler på de økonomiske fordele på maskinfronten ved pløjefri dyrkning i forhold til et konventionelt landbrug med plov.
- For mange er pløjefri dyrkning nyt og ukendt. Det kræver en anden tankegang og stor vilje. Hopper man med på vognen, skal man virkelig gå ind for det, fastslog Trine Leerskov som en af flere succeskriterier.
Læs mere i næste uges LandbrugØst, som allerede kan ses på hjemmesiden fredag.