Fremtidens Landmænd får juridisk vejledning
Djursland Landboforening er klar med anden omgang af temadagene for Fremtidens Landmænd. Det bliver tirsdag den 29. november fra 9.00-12.30 på Føllevej 5.r
Djursland Landboforening har med en række temadage rettet deres fokus mod Fremtidens Landmænd. Den første temadag, som løb af stablen den 8. november, var en stor succes med et flot fremmøde.
- Vi har fået mange positive tilkendegivelser fra deltagerne, som fik rigtig meget ud af mødet, fortæller mælkeproducent og bestyrelsesmedlem Hanne Line Revsbech, som var tovholder på mødet.
Lene Klinge og Mogens Vetter Jensen deltog begge i første del af temadagene Fremtidens Landmænd, som fandt sted den 8. november på landbocentret i Følle, dengang lyttede 18 deltagere til lektor Mette Hald, som underviste i kommunikation med gennemslagskraft.
- Jeg synes, det er rigtig godt at få nye input. Jeg er ikke selvstændig endnu, men overvejer det, lyder det fra Lene Klinge.
Mogens Vetter Jensen er i gang med et generationsskifte, og han mener, at temadagene er oplagte for ham at deltage i: - Alt er målrettet vores aldersgruppe, og det er altid godt med faglig opdatering, mener han.
Det andet møde i rækken, som finder sted den 29. november fra 9.00-12.30 har ”Aftaler og ansatte”, som det overordnede emne.
Under overskriften ”Skal jeg underskrive kontrakten? ” kommer Kitte Borup, jurist og afdelingschef for juridisk afdeling, og holder et oplæg, som klæder de yngre af Landboforeningens medlemmer på til at indgå aftaler og køb som led i deres landbrugsvirksomhed. Overordnet fortæller hun om, hvornår der er indgået en juridisk bindende aftale, og hvordan man håndterer den undervejs. Samtidig vil Kitte Borup også fortælle om de særlige lovkrav, der er til ansættelsesaftaler, samt hvad der typisk kan gå galt i forbindelse med et ansættelsesforhold.
Efter det juridiske oplæg fortæller Mogens Hjort Jensen om, hvilke udfordringer det i det daglige medfører at have ansatte, og hvordan en bedrift udvikler sig i kraft af dens medarbejdere.
Mogens Hjort Jensen ejer en gård ved Grenaa med 400 hektar jord samt knap 480 køer. Han har i dag 8 medarbejdere mod knap 3 for 20 år siden.
Det tredje og sidste temamøde finder sted tirsdag den 10. januar, hvor emnerne bliver ”Forsikringer” og ”Landmandens rolle i dagens Danmark”.







































