Zetor fylder rundt og ser fremad
Zetor-traktoren har i år 70 års jubilæum og er på vej med en ny re-designet model i den større ende af traktor-skalaen.
Den første Zetor-traktor, en Zetor T25, blev produceret i 1946, og det betyder, at mærket i år kan fejre sit 70 års jubilæum.
Zetor har haft sin plads med sine traktorer fra 80-140 hestekræfter på det europæiske marked, men det ser ud til, at producenterne også satser på de lidt større modeller i fremtiden.
De har allerede lanceret en »Crystal«-model med Deutz-motor og 163 hk.
Der er også en nyhed på vej i form af en helt re-designet model, der er tegnet af det italienske bildesignerfirma Pininfarina, der blandt andet har designet biler for Ferrari og Maserati.
Tegner godt for fremtiden
Hos den skandinaviske importør, HC Petersen i Krogager ved Grindsted, har man store forventninger til den nye traktor, og produktchef for Zetor, Martin Hansen, glæder sig til, at den kommer.
Endnu er specifikationerne på den nye traktor en velbevaret hemmelighed. Det eneste, der er afsløret, er det nye design.
- Der er kun lavet et eneste eksemplar af den nye model, men hvornår den kommer, og hvilke modeller, der får det nye design, ved vi intet om endnu. Måske får vi mere at vide i 2018, siger Martin Hansen.
Flere muligheder med Zetor
Det, han ved nu, er, at den nye traktor kommer til at ligge lige omkring de 200 hk. Det giver mange flere muligheder for både nuværende og nye kunder, vurderer han.
- Vi har for eksempel mange kunder, der er rigtig glade for deres 120 hestes Zetor med frontlæsser, men de er nødt til at have en større traktor også i et andet mærke. De får mulighed for at få en større Zetor, og vi får større chance for at sælge en Zetor til nye kunder, siger han.
5.000 traktorer om året
Zetor-traktorerne bliver produceret i Tjekkiet i industribyen Brno. Fabrikken var oprindeligt en motorfabrik, der begyndte at lave traktorer.
Da den første Zetor kom på markedet, udmærkede den sig ved at have en dieselmotor, og den gjorde den både hurtig og billig at køre med.
Da Tjekkiet var under russisk styre, blev der produceret over en million Zetor-traktorer, men siden gik produktionen i stå. Traktorproduktionen fik dog nyt liv via eksterne investorer, og i dag produceres der cirka 5.000 traktorer om året.








































