Kun op til 1.500 km små vandløb skal tages ud af de vandplaner, som Danmark forpligter sig til overfor EU-kommissionen. Det er langt mindre end de 6.000 kilometer, den daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen lagde op til i november 2015.

Målet med vandplanerne er at skabe god økologisk tilstand i vandløbene, men der er tale om små vandløb, hvoraf mange er gravede afvandingskanaler. Her står kun vand en mindre del af året, og det bliver derfor overordentlig svært hvis ikke umuligt at opnå den naturtilstand, man ønsker.

Prisen for at forsøge ikke kun vil være af økonomisk karakter for samfundet. Det vil resultere i forsumpede marker og kun blive værre med årene, da vi i forvejen kæmper med at have vandløb, der kan håndtere de øgede nedbørsmængder.

Jeg kan kun se det som overimplementering af EU’s vandrammedirektiv, da der fra EU’s side ikke er krav om, at vandområdeplaner skal omfatte vandløb med opland på mindre end 10 kvadratkilometer, som det er tilfældet med mange af de mindre vandløb, som nu skal indgå i de danske vandområdeplaner.

Stor opgave for vandrådene

Næste skridt i processen er, at lokale vandråd skal gennemgå udpegningerne og vurdere, om der er behov for at udtage flere eller færre end de ca. 1.500 km, som Århus Universitet nu lægger op til.

Det er ekstremt vigtigt, at vi fra landbrugets side er med til at påvirke arbejdet i vandrådene. Vi skal sikre, at fokus kommer tilbage på de faglige argumenter for vandplanerne og ikke som nu er et politisk spørgsmål om graden af overimplementering. Vi skal sikre, at ressourcerne bliver brugt på de rigtige vandløb, hvor indsatsen giver mening for naturen i stedet for at ødelægge de afvandingskanaler som skal beskytte marker og beboelse på landet.

Jeg mener ikke, at Aarhus Universitet lever op til deres ansvar. Enten har de ikke taget arbejdet seriøst eller også har de fra politisk side fået en forkert defineret opgave.