- Vil man både spare på energiforbruget og skåne miljøet, kan et minikraftvarmeanlæg være den helt rigtige løsning, siger energikonsulent Lars Kristiansen fra Vejleby Smedie & VVS A/S.

Firmaet i Hørve i Nordvestsjælland sælger og monterer minikraftvarmeanlæg af typen XRGI fra EC Power A/S. Det dansk producerede minikraftvarmeanlæg producerer både elektricitet og varme.

- XRGI minikraftvarmeanlægget har en gasdrevet motor, der driver en generator, som producerer elektricitet. Kølevandet fra motoren og generatoren anvendes til opvarmning, fortæller Lars Kristiansen.

- Anlægget har en intelligent styring, som sørger for, at der kun produceres den mængde elektricitet, der er brug for. Varmen ledes over i anlæggets gaskedel, så der spares gas. Resultatet er, at energiudnyttelsen kan komme helt op på 98 procent, oplyser energikonsulenten. 

Interessant for svineproducenter

Han tilføjer, at et XRGI minikraftvarmeanlæg kan være en interessant løsning hos virksomheder – eksempelvis på store svineproduktionsbedrifter – med et årligt energiforbrug på mindst 100.000 kWh, og hvor elektricitetsforbruget er cirka 30.000 kWh om året og gasforbruget omkring 7.000 kubikmeter årligt.

- Resulterer etableringen af et minikraftvarmeanlæg i en energibesparelse, yder Dong Energy tilskud til de realiserede energibesparelser, så tilbagebetalingstiden i visse tilfælde kan komme helt ned på to og et halvt år. Er der ikke adgang til naturgas, kan gaskedlen køre på tankgas, påpeger Lars Kristiansen. 

Serviceaftale giver 15 års garanti

Vejleby Smedie & VVS forhandler, monterer og servicerer også gasfyr, varmepumper pillefyr, oliefyr og flisfyr. Tegnes der serviceaftale, tilbydes der 15 års garanti på gasfyr og varmepumper.

- Inden for pillefyr og flisfyr markedsfører vi mærket Windhager, som kvalitetsmæssigt er noget af det bedste på markedet. Det avancerede pillefyr suger selv træpillerne ind fra en tilhørende silo eller fra lager, fortæller energikonsulenten fra det nordvestsjællandske firma.

På et 35 kW-Windhager pillefyr er askeskuffen så stor, at den kun skal tømmes for hver ni tons træpiller. Til de kunder, der kan nøjes med et lidt mindre avanceret pillefyr, tilbyder Vejleby Smedie & VVS de populære Vølund pillefyr. 

Læs mere i næste uges LandbrugØst