Jonas Rosenlund voksede op i et almindeligt parcelhuskvarter i Esrum i Nordsjælland. Ikke desto mindre begyndte hans fascination af landbrug allerede, da han var fire-fem år gammel.

Sidste sommer afsluttede han uddannelsen som agrarøkonom på Landbrugsskolen Sjælland i Høng.

- Min interesse for landbrug og maskiner må være blevet vakt, fordi min far er traktormekaniker. Desuden kom jeg hos flere skolekammerater, der boede på landet, fortæller den 24-årige agrarøkonom.

I dag bor han sammen med sin kæreste, Line Sode Hansen, i en lejlighed på hendes farfars gård ved Skibby i Hornsherred. Hun er fra landet og arbejder som anlægsgartner. 

Vil gerne bruge hænderne

- Jeg har altid haft lyst til at lave noget med hænderne, og det var medvirkende til, at jeg valgte en landbrugsuddannelse, fortæller Jonas Rosenlund.

I 2013 afsluttede han sin uddannelse til faglært landmand. Herefter læste han straks videre til produktionsleder og virksomhedsleder, og hermed var vejen banet til agrarøkonomuddannelsen.

- Når jeg valgte at læse videre til agrarøkonom, var det ikke mindst for at stå stærkere overfor bank og kreditforening den dag, hvor jeg skal ud og købe gård, forklarer Jonas Rosenlund.

- Skulle det, tilføjer han, glippe med at få foden under eget bord, er jeg som agrarøkonom godt klædt på til at søge en stilling som driftsleder. Desuden har jeg mulighed for at søge job i nogle af de virksomheder, der har tilknytning til landbruget, eksempelvis indenfor rådgivning, korn og grovvarer.

Læs hele artiklen i Landbrug Øst på nettet allerede i dage.