Igen rekord hos Danish Agro
Grovvarekoncernen realiserede sidste år et resultat på 626 millioner kroner før skat.
– Vi er mere end tilfredse. Alle mål er nået.
Så kort og præcist beskriver koncernchef Christian Junker det forgangne år for Danish Agro A.m.b.A.
Grovvarekoncernen satte rekord i både omsætning og resultat, fremgår det af årsregnskabet, som netop er blevet offentliggjort. Omsætningen nåede op på 31,5 milliarder kroner mod 28,5 året før. Og resultatet før skat blev på 626 millioner eller 23 millioner bedre end i 2015. Efter skat var overskuddet 538 millioner kroner. Samtidig er egenkapitalen øget fra 4,1 til 4,4 milliarder kroner. Endelig er koncernens soliditet steget fra 30,0 til 30,1 procent.
Rundt om Østersøen
Væksten skyldes primært den øgede omsætning fra tyske Geravis AG, som nu er konsolideret ind i Danish Agro i et helt år efter overtagelsen i slutningen af 2015. Desuden tæller opkøbet af grovvareaktiviteterne i Kalmar Lantmän i Sverige med i ti måneder af regnskabsåret.
I det hele taget har der i 2016 været en styrkelse både strukturelt og organisatorisk for andelsgrovvarekoncernen, som ejes af 10.500 danske landmænd. Således fremhæver koncernchefen flotte resultater i grovvareaktiviteterne i alle landene rundt om Østersøen, på nær i Tyskland, hvor Geravis har haft udfordringer og derfor kommer ud med et underskud på 73 millioner kroner efter skat.
Også de øvrige aktiviteter som premix- og vitaminproduktionen, rugerier og maskindivisionen, som nu også omfatter Claas-produkterne i Danmark, Sverige og Norge, fremhæver Christian Junker.
Blandt andet opnåede datterselskabet Vilomix, der producerer vitamin- og mineralblandinger til husdyr og foderindustrien det hidtil bedste resultat. Ud af en omsætning på 2,3 milliarder kroner blev det et overskud på 197 millioner kroner, eller 27 millioner mere end i 2015.






































