ShopFRDK er lige åbnet med salg af efterafgrøder. I første omgang har den åbent fra 30. januar til 23. februar 2017, hvorefter den lukker for at kunne levere de første ordrer senest 17. marts.

Den åbner igen i slutningen af april og lukker midt i juni for at kunne levere i begyndelsen af juli, så det passer til sæsonen for etablering af efterafgrøder.

shopFRDK ser fortsat et stort potentiale og har i alle årene haft de skarpeste priser og det største udvalg af arter på markedet for efterafgrøder.

Igennem 2016 har FRDK fået økologiske landmænd som medlemmer, og shopudvalget fra FRDK-bestyrelsen har derfor besluttet at hjælpe disse medlemmer. shopFRDK vil snarest muligt kunne tilbyde salg af økologisk frø på samme vilkår som til alle øvrige medlemmer af FRDK.  

Har været prissættende

ShopFRDK har været prissættende i markedet på de lovpligtige efterafgrødefrø til gavn ikke bare for FRDK’s medlemmer, men for alle landmænd i Danmark.

- Vi forventer, at vores salg af frø til såvel pligtige som frivillige efterafgrøder bliver ved med at stige.

- Bestyrelsen for FRDK ser det som et tegn på, at medlemmerne forstår ideen i også at anvende frivillige efterafgrøder. Eksempelvis, hvor halmen fra afgrøderne fjernes, forklarer Jacob W. Nymand, sekretær for FRDK.

Anvendelsen af frivillige efterafgrøder er desuden med til at sikre en bedre kvælstofhusholdning til gavn for de primære afgrøder.

- Det passer som fod i hose til bestyrelsens arbejde med at fremme Conservation Agriculture, hvor det er muligt, påpeger han. 

Frø til alle formål og blandinger

shopFRDK’s sortiment vil også i 2017 være stort. Der er de traditionelle arter som olieræddike og gul sennep til de pligtige efterafgrøder til særdeles skarpe priser. ShopFRDK har primært sorter af olieræddike og gul sennep, der bekæmper nematoder, da de almindelige sorter af olieræddike og gul sennep ikke er ret meget værd i et alsidigt sædskifte.

- Vi har også en række nye arter i sortimentet.

- Mange af disse arter er kommet ind, fordi FRDK’s medlemmer selv finder på nye blandinger og selv læser litteratur fra udlandet, hvor andre arter bliver vurderet til at have stor værdi for biodiversiteten, fortæller Jacob W. Nymand.

Følgende er nye i shoppen i shoppen i år

  • Brune linser – lens Esculentum
  • Sorghum (Durra) – Sorghum Bicolor 

De populære blandinger

De storsælgende TerraGold blandinger vil selvfølgelig fortsat være i sortimentet. Det er nemt at bruge dem. Desuden er der meget tilgængelig viden om hvad, de forskellige blandinger gør af godt for jorden.

- Man behøver blot at tage stilling til hvilke blandinger, man foretrækker, og så købe dem. Derefter er de klar til såning, når tiden er inde, siger Jacob W Nymand. 

Artikler og nye bland selv forslag

På www.shopFRDK.dk er der til højre en mulighed for at klikke sig ind til uddybende artikler. I dem beskrives nogle udvalgte efterafgrødearter og hvad, de kan som efterafgrøde. Endvidere er der også et opdaterede blandingsforslag for selvblandere ”FRDK blandinger 2017”, som man kan lade sig inspirere af.

- Shoppen har også en lang række specialiserede arter, der henvender sig til dem, der gerne blander selv, fortæller Jacob W. Nymand.

Hvis man har specielle ønsker ud over det sortiment, der ses i shoppen, er det muligt at bruge fanen ”kontakt os”, som kan bruges til forespørgsel på andre arter.

- Vi vil gerne hjælpe med at efterkomme ønskerne, siger han. 

Frø til vildtblandinger

shopFRDK har rigtigt mange gode blandinger til vildtpleje. De findes under varegrupper på hjemmesiden.

- Vildtblandingerne sælger vi, så de er klar til forårssåning. Men man kan også købe disse blandinger sammen med mellem- og efterafgrøderne, siger Jacob W. Nymand.

Han foreslår, at man som landmand, der udlejer jagten, får sig en snak med sine jægere, der måske også er interesserede i vildtblandingerne? 

Nem at bruge og levering til døren

Bestilling sker via hjemmesiden www.shopFRDK.dk , hvor man lægger sin bestilling i en kurv, sender bestillingen og betaler for varen straks. Medio marts 2017 bliver de bestilte varer leveret direkte til den angivne adresse med fragtmand.

Pløjefri dyrkning