Kødkvægets Dag skal flyttes
Sammenfald med Roskilde Dyrskue betyder, at Kødkvægets Dag må flyttes i 2017.
Små 100 kødkvægavlere var samlet, da Kødkvægsudvalget Region Øst havde årsmøde hos Gefion i Sorø, hvor formand Lis Magnussen i sin beretning gennemgik det forgangne år og fortalte om kommende arrangementer.
Det var efter lidt startproblemer, da teknikken drillede, og det endte også med, at Lis Magnussen måtte klare sig uden mikrofon. Det gik dog også fint. Hun tog først et tilbageblik på Kødkvægets Dag, Roskilde Dyrskue og udvalgets arrangementer.
Kigger man frem i tiden vil Kødkvægets Dag og Roskilde Dyrskue kollidere i 2017, og derfor vil Lis Magnussen arbejde på at finde en ny dato for Kødkvægets Dag.
- Og den skal naturligvis være, når vi har dyrene hjemme. Flere gange er Kødkvægets Dag faldet på rigtig dårlige tidspunkter, lød det fra flere af de fremmødte.
Valg med Hereford-trio
Der har været omkring 25-30 personer til udvalgets arrangementer i det forgangne år, og Lis Magnussen proklamerede, at hun gerne havde set flere deltagere. Hun måtte også konstatere, at pilen på et andet punkt peger den gale vej.
- Vores ammekobesætning er faldende. Vi har 92.000 ammekøer, og det er en tilbagegang på 1,7 procent i forhold til 2015, fortalte formanden, der i sit indlæg også fokuserede på fremtiden og blandt andet meddelte, at Dansk Kødkvæg i 2017 har fokus på DMS til kødkvæg, et nyt kåringssystem og satser på at videreudvikle Webdyr Plus.
Under valget måtte de fremmødte til stemmesedlerne, da der var tre kandidater – i øvrigt alle Hereford-folk – til to pladser. Anders Mortensen fik »Sorteper«, da Bent Viuf fik genvalg, og Finn Madsen afløste Carsten Petersen.
I forbindelse med årsmødet var der to gæsteindlæg. Først fortalte Carsten Jensen fra Brødr. Ewers om blandt andet vigtigheden af vitaminer og mineraler i foderet, mens sognepræst Michael Wagner Brautsch opfordrede til et »servicetjek på tilværelsen«.





































