LandbrugØst fylder 10 år
Tirsdag den 14. marts er det 10 år siden, den første udgave af LandbrugØst udkom til samtlige jordbrugere øst for Storebælt.
Onsdag den 14. marts 2007 udkom LandbrugØst for første gang, og dermed er det altså nu 10 år siden, vi finder avisen påtrykt nr. 1 – 1. årgang.
Med »avisfødslen« fik samtlige jordbrugere øst for Storebælt således deres helt egen lokale landbrugsavis, ligesom områdets maskinhandlere, landbocentre og øvrige følgeerhverv fik et oplagt medie at mangfoldiggøre deres budskaber i.
Gennem alle årene er LandbrugØst udkommet én gang om ugen, og det er med relevant læsestof før og efter lokale begivenheder og med aktuelle og faglige emner, ligesom nyheder inden for de forskellige driftsgrene, maskinbranchen og landbrugets øvrige følgeerhverv følges tæt.
En del af en stor familie
LandbrugØst er en del af L-Mediehus, som også udgiver ugeaviserne LandbrugFyn, LandbrugSyd og LandbrugNord samt dagbladet Effektivt Landbrug og magasinet Frilandsliv.
Tilblivelsen af LandbrugØst og LandbrugNord fulgte i kølvandet på lanceringen af Effektivt Landbrug som Danmarks eneste dagblad til landmændene.
LandbrugØst og LandbrugNord skulle således fungere som lokalredaktion for dagbladet, sideløbende med at der blev produceret en ugentlig lokal udgivelse, ligesom tilfældet er for de to ugeavisers ældre søskende LandbrugFyn og LandbrugSyd.
LandbrugØst er – også i fremtiden – klar til fortsat at dække de vigtigste begivenheder og fortsætter med at stille skarpt på de lokale nyheder og ikke mindst de mennesker, der gør en forskel for landbruget øst for Storebælt.
Alt og intet er forandret
Der er sket meget inden for landbruget gennem de 10 år. Nye folk, foreninger og firmaer er kommet til, mens andre – af forskellige årsager – ikke er her mere. Debatten og udfordringerne er dog ofte de samme.
På LandbrugØst har der i løbet af de 10 år også været ændringer på holdet bag ugeavisen, men både mediekonsulenten Kirsten Dall og grafikeren Lotte Birkholm Larsen har været med hele vejen.
For syv år siden kom Jørn Chr. Jervelund på holdet som mediekonsulent, mens journalist Jesper Hallgren blev ansat for to år siden.









































