Gaveregn af Pork Luncheon Meat på vej til Okinawa

Den første container med Pork Luncheon Meat-gaveæsker er på vej til Okinawa i Japan. Gaveæskerne kan have salgspotentiale på andre oversøiske markeder.

Gaver skal der til. Også på den japanske ø Okinawa, når man hylder forfædrenes ånder til den store Obon-festival midt i august. Til den tid kan øens indbyggere se frem til at få fødevarer fra Tulip.

- På Okinawa er der mange anledninger til at give gaver, men de gaver, som japanerne giver til hinanden, er ofte fødevarer i flotte indpakninger. Derfor har vi netop afskibet den første sending af gaveæskeindpakket Pork Luncheon Meat, som vi forventer, bliver taget godt imod, siger Senior Export Manager, Henning Faber.

Okinawa er en japansk ø i Stillehavet med ca. 1,4 mio. indbyggere, der hvert år besøges af mere end 7 mio. turister.

- Vores nye gaveæsker har et rigtig godt salgspotentiale hele året rundt. Der kommer mange turister til øen, som køber gaver med hjem til deres familier – og her er vores Pork Luncheon Meat et oplagt bud. Vores marketingafdeling har fået lavet en rigtig flot æske, der præsenterer produktet flot, og vi glæder os til at følge udviklingen på vores nye tiltag. Det er første gang, at vi kommer med en færdigpakket løsning til vores distributør, fortæller Henning Faber og fortsætter:

- Sådan en gaveæske med Pork Luncheon Meat ville også kunne være interessant på vores andre oversøiske markeder. Vi ser jo, at der flere steder for eksempel sælges småkager, olier og tun i gaveæsker, så hvorfor ikke også Pork Luncheon Meat, siger han med et smil.

Læs også