Store maskiner kører i år på egne hjul til dyrskuerne
Færdselsgruppen håber på, at en permanent ordning gør det muligt for dyrskuerne at søge om dispensationer, så udstillerne spares for besværet.
Sidste år var der udstillere af store landbrugsmaskiner, som meldte fra med dem til dyrskuer.
I år ser en forsøgsordning ud til at slå i gennem, så udstillerne får lov til at køre med de store maskiner på vejene, eventuelt med en følgevogn og dermed undgå udgifter til en blokvogn.
Det forventer Færdselsgruppen, som er et samarbejde mellem landbrug, maskinstationer og maskinhandlere.
Forsøgsordningen blev indført sidste år, men kom så sent i kraft, at den ikke rigtigt nåede at batte.
- Det skulle være fint i år for dyrskuerne. Forsøgsordningen fra sidste år kører videre til august 2017, så de store køretøjer bør fint kunne komme til for eksempel Roskilde her i weekenden, siger erhvervspolitisk konsulent i Landbrug & Fødevarer, Kathrine Blæsbjerg-Sørensen.
Har oplyst vidt og bredt
Færdselstruppen har ikke tal på, hvor mange der har søgt dispensation for kørsel med de store maskiner, oplyser konsulent i DM&E, Mogens Kjeldal.
Færdselsgruppen har sendt bunker af vejledningspjecer om, hvordan folk skaffer sig en dispensation, rundt til dyrskuerne, som de kan sende videre til udstillere, ligesom maskinhandlerne også har sendt pjecer rundt i deres system, oplyser hun.
Det er ejere eller brugere af de store køretøjer, som skal ansøge det lokale politi om en tilladelse for hvert enkelte dyrskues vedkommende på en skriftlig blanket. Det er en model, som er kalkeret af efter fremgangsmåden for tilladelser til særtransporter. Særordningen skal evalueres efter udløbet i august, hvad angår omfang og eventuelle problemer.
Følgevogne er overflødige
- Man kan sagtens gøre det meget mindre bureaukratisk, ved at det var det enkelte dyrskue, som engang om året lavede en aftale med politi og kommunen om, hvilke dage, der må køres og hvilke ruter, der må bruges. Vi kunne godt tænke os, at det blev gjort lidt nemmere, siger Mogens Kjeldal.
Færdselsgruppen ser også gerne, at kravet sløjfes for følgevogne til køretøjer, som er over 3,65 meter brede. En regel, som er kalkeret af efter bestemmelsen for blokvogne.
- Det kan godt gøre det lidt bøvlet for dem, der har en mejetærsker med brede dæk som godt kan gøre den fire en halv meter bred. Det er fuldstændig unødvendigt, når nu den samme mejetærsker vil have lov ifølge reglerne til at køre lige forbi dyrskuepladsen, hvis den var på vej ud at høste, siger Mogens Kjeldal.