Netop nu er landmænd og maskinstationer landet over i gang med at sikre den kommende høst mod ukrudt, svampe og insekter.

Sker der uheld med sprøjtemidler kan det blive en særdeles dyr affære.

- Sidste år kostede den dyreste forureningsskade omkring en million kroner. Det er især udgiften til oprensning, der koster dyrt, men skaderne på selve sprøjten løber også op, oplyser agronom i Topdanmark, Svend-Anker Worm.

Han opfordrer derfor til, at den ansvarlige chauffør virkelig forbereder disse opgaver grundigt, sørger for at have god tid og er påpasselig med opgaven, fordi sprøjtemidler kan gøre alvorlig skade på miljøet og skade landbrugets image.

- Hvert år ser vi skader, hvor store mængder sprøjtemidler løber ud i naturen, for eksempel på grund af at traktor og beholder er væltet. Det er ofte forbundet med meget store udgifter, både til oprensning og ødelagt materiel, siger Svend Anker Worm.

Husk at låse trækbommen

Der er nogle råd, man kan følge, for at undgå skaderne. De gode råd handler især om, at man altid kører efter forholdene, og at man sørger for, at udstyret er i orden, inden man tænder traktoren og kører ud på veje og marker.

- Det er utroligt vigtigt, at føreren er opmærksom på, at traktoren og tankvognen har et højt tyngdepunkt. Kører man stærkt på steder, hvor der er ujævnt, eller terrænet skråner, kan man derfor let vælte. Risikoen er også høj, hvis man glemmer at låse trækbommen ved vejkørsel, siger Svend-Anker Worm.

Lys og reflekser

De bedste tidspunkter at sprøjte på er ofte tidligt om morgen og om aftenen, hvor der er mindst vind.

Det betyder, at man bør være særligt opmærksom på, at man er synlig for de andre trafikanter på vejene til og fra markerne. De andre trafikanter forventer ikke, der er arbejdsmaskiner på vejen på disse tidspunkter.

- Det råd gælder naturligvis hele døgnet og hele året. Det er landmandens og maskinstationens pligt at sørge for, at alle maskiner er udstyret med korrekt lys og advarselstrekant, siger Svend-Anker Worm.


Læs mere om temaet: Maskiner, køretøjer og transport i LandbrugNord