Lørdag 10. juni afvikler LandboThy og Mors-Thy Familielandbrug det årlige dyrskue på dyrskuepladsen i Thisted. Og det kommer til at foregå med flere tilmeldte end de foregående år.

- Den endelige udstillerliste fortæller om flere udstillere af dyr end de seneste år, siger Kim Jørgensen, formand for dyrskueudvalget.

Udstillingen af kvæg tæller over 200 dyr, der alle vil blive vist frem i ringen.

Også hesteudstillingen omfatter flere forskellige racer. Her er Frieser, Belgier, Fjordhest, Haflinger og Dansk Varmblod repræsenteret.

Niveauet tegner lige så flot som tidligere, hvor der næsten er tradition for, at Dansk Varmblods hopper bliver udtaget til deltagelse på Eliteskuet på Wilhelmsborg. Udstillingen af smådyr er på niveau med sidste år og omfatter 73 kaniner, og 50 høns og duer.

Børnedyrskuet har 25 katalognumre, herunder også heste, hunde og andre kæledyr. Se hele programmet på LandboThys hjemmeside