Sønderjysk kvægavler frygter ulveangreb
Fem episoder fra maj til nu med, hvad der formodes at være ulv, i nærheden af Christian Møllers græssende limousiner i Skast vest for Bredebro, gør, at den mangeårige kvægavler seriøst overvejer at afvikle sin besætning med 35 limousinekøer med opdræt.
Limousinerne er nu fem gange blevet skræmte fra vid og sans og er i flere tilfælde brudt ud af deres meget solidt hegnede folde. Christian Møller og hustruen Gitte er stærkt påvirkede af de voldsomme natlige hændelser, hvor dyrene er blevet opskræmte i en grad som parret i deres 30 år med kødkvæg ikke tidligere har oplevet.
- Hele flokken løb paniske frem og tilbage og brølede som i dødsangst, fortæller Christian Møller, og fortsætter:
- De skræmte dyr kunne høres i hele landsbyen og i hvert fald to kilometer væk”.
Tankerne om hvor galt det går næste gang, den formodede ulv kommer i nærheden af besætningen, gør, at ægteparret i dag næsten ikke tør forlade ejendommen.
Frygten er at ulven får dyrene til i panik at bryde ud af folden og gøre skade i trafikken eller på anden vis.
Frygten er også, at undslupne dyr ikke, eller kun vanskeligt, kan indfanges. Og endelig er frygten naturligvis også, at ulven tager en kalv, skambider dyr eller traumatiserer dyr, så de bagefter bliver uomgængelige.
Christian Møller er ikke i tvivl om, at det er ulven, der er på spil. Han har erfaret, at en anden landmand på egnen på tilsvarende vis her i foråret har fået et flok kvier jaget af marken og spredt i alle retninger. Ligeledes er nogle ponyer er blevet jagtet og skambidt.
Ikke langt fra Christian Møllers ejendom er der store naturområder (blandt andet Kogsbøl Mose), hvor ulven sagtens kan opholde sig. Der er vidnesbyrd om ulv i området sidste år, men endnu er der ikke håndfaste beviser på ulvens tilstedeværelse i år – heller ikke billeder fra de vildtkameraer, som er blevet opsat ved Christian Møllers marker efter de første formodede ulve-hændelser.
,
Søren Grunnet, formand for Dansk Limousine Forening, deler den bekymring som Christian Møller, og andre medlemmer af foreningen udtrykker.
- Hvis glæden ved limousiner overskygges af en begrundet frygt for de følger som ulvens tilstedeværelse har, så vil mange medlemmer afvikle deres besætninger, og nye tør ikke starte op, siger Søren Grunnet, og fortsætter:
Søren Grunnet, formand for Dansk Limousine Forening, deler den bekymring som Christian Møller, og andre medlemmer af foreningen udtrykker.
- Hvis glæden ved limousiner overskygges af en begrundet frygt for de følger som ulvens tilstedeværelse har, så vil mange medlemmer afvikle deres besætninger, og nye tør ikke starte op, siger Søren Grunnet, og fortsætter:
- Det er sørgeligt for de familier, det går ud over. Men det er også sørgeligt for vores natur, for jeg forudser, at danske landmænd inden længe, af frygt for både egen og dyrenes sikkerhed, måske ikke tør indgå naturplejeaftaler, hvor deres kødkvæg skal afgræsse offentlige naturarealer i områder, hvor ulve er en kendsgerning.