World Cup dressur i Jyske Bank Boxen
Jyske Bank Boxen i Herning kommer til at danne en spektakulær ramme om ridning i verdensklasse, når Reem Acra FEI World Cup kvalifikation i dressur og CSI3*-springning afvikles der i 2017 og 2018.
De sidste ti år er Reem Acra FEI World Cup i dressur blevet skudt i gang i Danmark, hvor den første kvalifikation af den prestigefyldte turnering er blevet afviklet ved det store JBK Horse Show i Odense i uge 42. Men nu rykker eventen vestpå, og de næste to år er det altså i Herning, at første kvalifikation skal rides. Eventen bliver fortsat i uge 42 – skolernes efterårsferie – hvor mange ridesportsentusiaster får mulighed for at opleve dressur og spring på højeste niveau.
World Cup-eventen i Herning afvikles i et samarbejde mellem Dansk Varmblod, Dansk Ride Forbund og Equitour Aalborg, og udover at World Cup-dressuren bevares på dansk jord er det særligt interessant, at avl og sport går sammen om at afvikle og udvikle en stor event til glæde for hesteinteresserede i hele Danmark, skriver Dansk Rideforbund på sin hjemmeside.
En af hovedkræfterne i Equitour Aalborg er Jens Trabjerg, som tidligere var en del af JBK Horse Shows. Ligeledes har Dansk Varmblod i forbindelse med deres hingstekåring erfaring, når det kommer til at afvikle store events i Herning, og det er derfor et særdeles stærkt team, der kommer til at stå bag World Cuppen i Herning