Glyphosatafstemning mindre end to uger væk
Om blot to uger er det meningen, at det bliver afgjort, om glyphosat får forlænget sin godkendelse i EU. Fransk præsident lover afgørelse på spørgsmålet inden 15. december.
25. oktober er nu sat som dagen, hvor der skal stemmes om et forslag fra EU-kommissionen, der går på at glyphosat skal have sin godkendelse forlænget i EU med ti år. Den nye dato er sat efter, at en afstemning der var ventet tidligere i oktober blev udsat.
Op til afstemningen er der nu fra Frankrig tegn på en vis form for opblødning i forhold til spørgsmålet. På forhånd har Frankrig meldt ud, at landet vil stemme imod Kommissionens forslag om at forlænge glyphosat - til stor utilfredshed for mange franske landmænd.
Under et besøg onsdag på et stort landbrugsmarked i udkanten af Paris sagde den franske præsident Emmanuel Macron imidlertid ifølge Reuters, at selvom Frankrig er imod idéen om at forny glyphosats godkendelse, så vil man ikke være ansvarlig for at blokere for en afgørelse inden 15. december, hvor den nuværende godkendelse udløber. I stedet vil man fra fransk side støtte, at der bliver forsket i alternative midler til glyphosat.
- Hvad jeg kan love er, at der bliver ikke noget dødvande omkring fornyelsen, sagde den franske præsident.
Udfasning
Det har tidligere været fremme, at man fra fransk side ønsker en udfasning af brugen af glyphosat og ikke går ind for et brat forbud fra den ene dag til den anden. Et stof, mange franske landmænd, ligesom mange danske, ser som helt uundværligt i planteavlen.
Det er i en såkaldt Stående Komité, at der skal stemmes om, hvorvidt glyphosats godkendelse skal forlænges. Frankrig har sammen med blandt andet Tyskland ved tidligere afstemninger blokeret for en ny godkendelse og helt undladt at stemme. Dermed har det ikke været muligt at skaffe det kvalificerede flertal, som der er behov, og sagen er i stedet trukket i langdrag. Sidste år måtte Kommissionen skride ind og udstede en midlertidig godkendelse af glyphosat.
I Tyskland er de stadig ved at danne en ny regering efter sidste måneds valg. Det er derfor uklart, hvordan Tyskland vil forholde sig til glyphosat-afstemningen om mindre end to uger.