I morgen, onsdag den 1. november klokken 10, vil LandboNord i samarbejde med Serritslev Maskinværksted vælte en fire tons tung traktor på parkeringspladsen foran LandboNords hovedsæde i Brønderslev. Traktoren, en Volvo 650 med frontlæsser, bliver væltet med en kran i forbindelse med LandboNords øgede fokus på sikkerhed i landbruget.

Alvorlig baggrund

- Det bliver noget af et syn, som møder vores landmænd, når de kommer til Brønderslev de efterfølgende dage, men baggrunden er alvorlig. Vi elsker vores erhverv, men bestemt ikke de ulykker, som vi desværre oplever. Alt for ofte sker der ulykker, som kunne have været undgået. Derfor er det vigtigt at minde hinanden om, at sikkerheden er vigtig. Selv ved små rutineopgaver, siger formand for LandboNord, Niels Vestergaard Salling.

Kan gå galt i en presset hverdag

Med til begivenheden er også en af LandboNords arbejdsmiljøkonsulenter Karin Møller Larsen. Til hverdag er hun ude på de nordjyske bedrifter og lave Arbejdspladsvurderinger, APV.

- I en presset hverdag ser vi desværre, at tingene skal gå hurtigt, hvilket kan gå ud over sikkerheden. Ved APV-besøg kan det se nogenlunde ud, men vi kan desværre konstatere, at ulykkerne sker alligevel. Det er ikke alene tilfældigheder, men i høj grad et sammenfald af uheldige omstændigheder, som kunne være undgået, siger Karin Møller Larsen.