VKST fortsætter DLS-succes

VKST har taget udgangspunkt i DLS’ efterårsmøder og har i denne uge holdt de tre første af i alt seks møder, hvor der bliver givet gode råd til fortsat vækst.

De såkaldte efterårsmøder er en tradition fra DLS, som nu videreføres i VKST-regi, og som tidligere år blev startskuddet taget i Lalandia i Rødby, hvor omkring 130 landmænd i de behagelige stole blev præsenteret for en masse gode råd.

Ugen har budt på to andre efterårsfaglige møder – onsdag i Nykøbing Falster og torsdag i Herlufmagle mellem Næstved og Ringsted – og i næste uge følger så de sidste tre.

Mandag i Tømmerup Hallen ved Kalundborg, tirsdag på Landbrugsskolen Sjælland ved Roskilde og torsdag sættes så punktum på Hotel Kong Valdemar i Vordingborg.

 

Samme skabelon

Møderne er bygget op efter samme skabelon, og et af indlæggene står planteavlskonsulent Peter Balslev for. Styrk dit beslutningsgrundlag med DBII Tjek Mark og Maskinanalyse handler det om.

- Ofte sidder man og efterrationaliserer på det foregående år, når man ser regnskabstallene, men kan vi så lige huske, hvordan det gik året før? Hvad gjorde vi helt præcist og hvornår?

- Det kan vi desværre ikke huske, og der mener vi, at det vil være langt mere hensigtsmæssigt med DBII-tjek, for så kan vi beregne en bundlinje og har et pejlemærke lige efter høst, så vi kan reflektere ovenpå den dyrkningssæson, vi lige har sluppet og inden vi går i gang med ny sæson.

Peter Balslev understreger samtidig, at det handler om at optimere udbytter, for arbejdet er næsten ens, uanset hvordan udbyttet bliver. Det, der ødelægger bundlinjen, er, hvis udbytterne svigter.

 

Markant forskel

Der er som altid markant forskel på, hvor meget den bedste og den dårligste fjerdedel af planteavlerne kan præstere.

Gennemsnittet i 2016 ved DBII-tjek lå på 2.769 kroner pr. hektar. De bedste i 2017 hentede 5.700 kroner hjem pr. hektar plus cirka 2.000 kroner i EU-støtte, men med fradrag på 500 kroner for ufordelte maskinomkostninger.

Peter Balslev oplyser videre, at de bedste har fokus på tal og er skarpe i deres afgrødevalg. De kan deres håndværk, er altid på forkant og kører første gang, det er muligt.

BASF og Jyske Bank er mad- og medsponsorer for VKST-møderne, som altså er nået halvvejs gennem møderækken.

Læs også