Ved midnat tirsdag var der deadline for landmænd, der ønskede at søge arealstøtte.

Og ifølge NaturErhvervstyrelsen nåede godt 40.500 landmænd at få sendt en ansøgning af sted inden fristen.

- Vi har modtaget mere end 3.500 ansøgninger kort før vores tidsfrist tirsdag midnat. Dermed er vi nået op på 40.573 ansøgninger. Det er meget tilfredsstillende, at konsulenter og landmænd er nået i mål i en svær ansøgningsrunde med mange nye regler som følge af landbrugsreformen, siger EU-direktør Sarah Børner på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside.

Her fremgår det, at NaturErhvervstyrelsens kontrollører i de kommende måneder tager ud for at tjekke, om støttebetingelserne er opfyldt.

- Vi er allerede her til morgen gået i gang med sagsbehandlingen af ansøgningerne for at nå målet om at udbetale 90 procent af årets direkte landbrugsstøtte i midten af december, lyder det fra Sarah Børner.

Stadig mulighed for at rette

Styrelsen peger på, at der er indsendt omkring 1.250 færre ansøgninger end ved ansøgningsfristen sidste år:

- Normalt modtages cirka 1.000 ansøgninger efter fristens udløb, så tallet vil stige i løbet af de næste uger.

Der kan rettes i arealerne i fællesskema frem til 11. maj, uden at man risikerer en sanktion i støtten. Det gælder også, selvom man har modtaget et brev om spørgsmål til ansøgningen.