Frederik Lotz forlader Arla

Arla bliver skiftet ud med et job i en hollandsk detailkæde

Executive vice president og koncernfinansdirektør i Arla Frederik Lotz har søgt nye udfordringer uden for Arla.

Han har nemlig sagt ja til en stilling som chief finance officer i den kapitalfondsejede non-food detailkæde Action B.V. i Holland.

- Frederik har løftet Arla og Arlas finansorganisation ind i en ny æra, og han har stået i spidsen for Arlas arbejde med at komme fri af de traditionelle budgetter og har etableret en mere agil organisation, siger administrerende direktør i Arla Foods Peder Tuborgh i en pressemeddelelse.

- På samme tid har han iværksat stærke finansielle programmer for at styrke Arlas pengestrømme. Nu har Frederik besluttet at forfølge sin videre karriere uden for Arla, og jeg ønsker ham held og lykke med den nye opgave, tilføjer han.

Ifølge Frederik Lotz har det ikke være en nem beslutning at forlade Arla:

- Jeg er stolt over at have været en del af Arla og over at have været med til at skabe fremtidens mejeriselskab. Jeg har altid beundret landmændenes aktive ejerskab og deres meget direkte tilgang til at drive forretning. Arla er i dag et stærkt selskab, og jeg er overbevist om, at selskabet fortsat vil skabe vækst på en god måde. Ikke desto mindre er det at komme til Action og etablere os i Amsterdam en fantastisk mulighed for mig og min familie, som vi ikke kunne sige nej til. Jeg ønsker alt det bedste for Arla fremover. Det har været et privilegium.

Frederik Lotz forlader Arla den 31. juli.

Peder Tuborgh konstaterer, at man nu vil gå i gang med at finde den helt rigtige person, som kan fortsætte udviklingen.

Læs også