Sådan mindskes risikoen for lus
Det er vigtigt ikke at så for tidligt, pointerer planteavlskonsulent Gitte Skovgaard Jensen fra LMO
Sådan lyder det fra LMO – og det er havrerødsot, der har angrebet specielt vinterbyg og vinterhvede meget intensivt i år, som rådgivningsvirksomheden taler om.
- Vi har aldrig tidligere set dette niveau af havrerødsot i Danmark. Det er meget alarmerende og kan betyde store tab for de landmænd, der har konstateret sygdommen på deres marker, fortæller planteavlskonsulent ved LMO Gitte Skovgaard Jensen.
Overfører virus
Hun peger på, at angrebet skyldes, at bladlus har slået sig ned i afgrøderne i det lune efterår og har overført en virus til planterne:
- Grunden til, at mængden af havrerødsot er eksskaleret i år, skyldes at der var ekstraordinært mange lus i efteråret på grund af en lun august og september. Derudover er et vigtigt parameter også, at mange landmænd såede meget tidligt på grund af en tidlig høst og godt såvejr i september. Det er således særligt i marker, der er sået før 10.-15. september, at der nu ses angreb.
Overvej nøje tidspunktet
Gitte Skovgaard Jensen maner derfor til forsigtighed, hvis det igen i år bliver muligt at så tidligt:
- Man skal overveje meget nøje, hvornår man tager såmaskinen frem. Det er vigtigt ikke at så for tidligt, men selvfølgelig vil landmanden heller ikke vente for længe, idet maskinkapaciteten er begrænset, og der er risiko for, at vejret kan skifte. En måde, man kan gøre det på, er at starte med førsteårs-hvede og så vente med resten og på den måde sprede risikoen.
En anden vigtig ting, som landmanden ifølge Gitte Skovgaard Jensen skal være opmærksom på for at undgå havrerødsot, er at behandle markerne mod lus. Hun peger på, at risikomarkerne især er dem, der er sået før 15. september.