Rug kan være oplagt i foder til køer
Rug er relevant som kvægfoder i tilfælde, hvor man måske ellers kommer til at mangle energi i foderet, vurderer rådgiver.
Hvis du ikke mangler gylle, men kommer til at mangle energi, fordi du forventer en majshøst med et lille stivelsesindhold, så giver korn rigtig god mening at bruge, og meget mere mening end tungt fordøjeligt helsæd.
Sådan lyder det fra teamleder i Vestjysk Landboforening, Niels Gylsen Buch, som Effektivt Landbrug har bedt vurdere korns potentiale som fodermiddel til køer.
Først og fremmest giver tungt fordøjeligt helsæd selvfølgelig mening, hvis landmanden mangler struktur og noget fylde i foderet, understreger Niels Gylsen Buch.
- Men på rigtig mange ejendomme er jeg ikke bekymret for at »fylde« koen. Der er jeg mere bekymret for billig erstatning for den manglende stivelse i majsen.
Det er her, især rug kommer ind i billedet. I sidste uge stod den til en salgspris på 105-108 kroner, mens hvedens salgspris lå på 120-123 kroner ifølge de meldinger fra markedet, som AgroMarkets har hørt.
Læs mere om rugs berettigelse som foder til køer – eventuelt crimpet eller sodabehandlet - i Kvægfokus i Effektivt Landbrug tirsdag.










































