Én ud af ti lukkede boringer skyldes pesticider
Pesticider i grundvandet er overvejende fortidens synder og er kun skyld i én ud af ti lukkede boringer, påpeger BL I en debat med DN.
Efter en hvervekampagne, hvor Danmarks Naturfredningsforening (DN) angiveligt har argumenteret, at landbruget er skyld i forurening af vandmiljøet og grundvandet, har der bølget en debat frem og tilbage mellem DN og Bæredygtigt Landbrug (BL).
I Effektivt Landbrug den 25. juli tilkendegav Michael Leth Jess, Direktør i Plan og Natur hos DN, i et læserbrev, at det er meningsløst at tage til genmæle overfor BL idet han mener, at DN baserer sig på viden, mens BL baserer sig på tro.
- BL har valgt at tro på fakta og saglige kilder, lyder den seneste kommentar fra Bjarne Nigaard, direktør i BL. Og han opfordrer DN til at fortælle, hvad det er for konkret viden, der skal sættes i stedet.
Fortidens synder
Blandt andet påpeger Bjarne Nigaard, at de pesticider der er fundet i grundvandet, helt overvejende skyldes fortidens synder. Ifølge direktøren fremgår det af en rapport fra Miljøstyrelsen: »Fakta om pesticider i grundvand og beskyttelse af drikkevand«.
- Miljøstyrelsen har i dag forbudt eller lagt væsentlige restriktioner på alle de stoffer, der truer grundvandet. Når dette slår igennem i fremtiden, forventes færre fund i grundvandet, fordi reglerne er blevet strammet løbende, citerer direktøren videre fra miljøstyrelsens rapport.
Én ud af ti lukkede boringer
Som svar på DN's udsagn om, at læseren selv må vurdere om sprøjtegifte er giftige, om kvælstof koster på naturkontoen og om lukkede drikkevandsboringer skyldes landbruget, fremhæver Bjarne Nigaard Naturstyrelsens rapport »Ny status for lukning af boringer« fra 2013.
Af rapporten fremgår det ifølge BL, at pesticider i vandboringer frem til og med 2012 har betydet lukningen af i alt 22 vandboringer. Af dem var de 16 lukket som følge af stoffer, der ikke længere er tilladt. De sidste seks kan man ikke redegøre for årsagen til.
Bjarne Nigaard henviser også til oplysninger fra GEUS (De Nationale geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland, red.) omkring sløjfede boringer fra et notat af 23. april 2015, hvor det fremgår, at gennem en periode på 10 år op til 2013 i gennemsnit blev sløjfet knap 30 boringer pr. år, hvor årsagen til sløjfningen var anført som »forurening«, og heraf har der for cirka 3 boringer pr. år været specificeret, at forureningen var med pesticider.
- Forurening af drikkevand har i ni ud af 10 tilfælde altså intet med pesticider at gøre, pointerer Bjarne Nigaard.