Katte-kvinde vandt kødkvægs-kvie
En katteudstiller fra Kalundborg vandt en kødkvægskvie på årets landsskue i Herning.
En katteudstiller fra Kalundborg vandt en kødkvægskvie på årets landsskue i Herning.
Kvien er af racen Blonde d’Aquitaine og blev udloddet som gevinst ved blondeforeningens lotteri på landsskuet. Et lotteri, der blev vundet af Pia Slot, Kalundborg, som også udstillede på Landsskuet. Dog med et dyr i en noget anden vægtklasse, nemlig en kat.
Pia Slot var meget glad for lotterigevinsten, men eftersom hun bor i et mindre middelalderhus i Kalundborg, valgte hun at sælge den videre til en af blondeavlerne.
1.000 kroner af salgsbeløbet valgte hun herefter at give videre til til Blonde d’Aquitaine ungdomsforening.
Det er andet år Blonde d’Aquitaine foreningen afholder lotteriet i forbindelse med landsskuet og det er kommet for at blive, meddeler foreningen.
- Det er en rigtig fin måde at komme i kontakt med gæsterne, der kommer i stalden og det lille overskud lotteriet giver, går til vores ungdomsafdeling, siger Kristian Haldrup fra blondeforeningen.