V: Vil gøre økologien mere konkurrencedygtig
Venstre har mandag morgen præsenteret sin økologivision. Målet er fortsat en fordobling det økologiske areal inden 2020
Venstre har mandag morgen præsenteret sin vision for økologi. Heri holder partiet fast i det gamle mål om en fordobling af det økologiske areal inden 2020 i forhold til, hvordan det så ud i 2007. Det vil sige, at det er målet, at det økologiske areal om fire et halvt år skal udgøre 300.000 hektar.
Der var i 2013 registreret et økologisk areal på 181.717 hektar, så der er lang vej op til målet.
Ifølge Venstre skal omlægningen ikke ske ved, at politikerne dikterer, hvad folk skal spise uanset om det er i vuggestuen, skolen, plejehjemmet eller derhjemme rundt om spisebordet
- For os er vejen frem ikke kun at give mere tilskud til økologi eller så vidt muligt kun have økologisk mad i så mange køkkener som muligt.
- Venstre vil vi gøre økologien mere konkurrencedygtig. De danske økologiske varer har svært ved at konkurrere med de konventionelle madvarer. Vi vil arbejde for at gøre det lettere og billigere at producere økologi herhjemme, så økologi bliver billigere for forbrugerne og institutionerne, lyder det i Venstres udspil.
Helt konkret henviser Venstre til den 16-punktsplan for landbruget, som partiet sammen med Konservative og Dansk Folkeparti har udarbejdet.
Heri vil følgende tiltag, mener Venstre, kunne styrke økologien, kan man læse i partiets økologivision:
- Vil lave et nabotjek af økologireglerne for danske frugtavlere med henblik på at give dem sammenlignelige dyrkningsregler med deres konkurrenter i Nordeuropa.
- Vil etablere støtteordninger, der fremmer flere dyr på græs i forbindelse med naturpleje og økologi.
- Vil styrke Fonden for Økologisk Landbrug og fortsætte en markedsdreven udvikling af økologi med mere innovation og eksportfremmende initiativer.




































