Majs og græs er i fokus onsdag den 24. juni, når der er Grovfoderdag ved DLF Grovfodercenter Nord i Vodskov i Vendsyssel.

Her kan nysgerrige komme med rund til tre demonstrationsmarker, hvor der ved hver er flere ting af se.

Der er en majsmark og to kløvergræsmarker. Den ene kløvergræsmark er udlagt i år og her kan man blandt andet blive klogere på sådybde og rækkeafstand, men også se 37 forskellige græsarter, nye sorter og kløvergræsblandinger i praksis.

Og i den tre år gamle kløvergræsmark vil man kunne se på genvækst efter slæt og høre lidt om fodring, samt se hvordan forskellige kløvergræsblandinger har klaret sig igennem to tørre somre.

Ikke fuld effekt endnu

I majsparcellen er der tænkt mange tanker, og det kræver et stort overblik at holde styr på det hele. Her er nemlig både et etableringsforsøg og et gødningsforsøg i samme mark.

Gødningsforsøget viser på nuværende tidspunkt ikke ret meget, da majsen på marken er omkring tre uger bagud i forhold til sidste år. Men alligevel kan man se, at i parcellen, som ikke blev tildelt gødning, er planterne en smugle lilla i farven – et tegn på fosformangel.

Teamet bag grovfoderdagen håber på varme, så majsen kan komme ud af starthullerne, for da vil gødningsstrategierne også vise et mere tydeligt billede, mener de.