Styrelse advarer mod planter fra udlandet
NaturErhvervstyrelsen råder feriefolket til at lade være med at tage planter og planteprodukter med hjem fra ferien
Sådan lyder det nu fra NaturErhvervstyrelsen, hvor man påpeger, at det kan være både skadeligt for naturen og forbudt at bringe planter hjem til Danmark.
- NaturErhvervstyrelsens råd er helt simpelt. Man skal undgå at tage planter og planteprodukter med hjem fra sin ferietur. Hvis du er i tvivl om reglerne, så lad være, siger enhedschef ved NaturErhvervstyrelsen Kristine Riskær på styrelsens hjemmeside.
Her fremgår det, at hvis man alligevel vil have planter med hjem fra ferie, er det vigtigt, at man er opmærksom på reglerne og kender risikoen. Hvis der først er en alvorlig planteskadegører, som har slået sig ned i Danmark, kan det nemlig være næsten umuligt at bekæmpe den effektivt.
NaturErhvervstyrelsen og Skat laver stikprøvekontrol i danske lufthavne for at sikre, at der ikke indføres ulovlige planter og planteprodukter. Hvert år fører det til en række sager om import af ulovlige planter.