Landmænd er mindre tilfredse med Tast selv-service
EU-direktør i NaturErhvervstyrelsen Sarah Børner ærgrer sig over, at tilfredsheden med Tast selv-service er dykket
Styrelsen peger på, at en undersøgelse viser, at 54 procent af konsulenterne og 32 procent af landmændene er tilfredse eller meget tilfredse med forløbet af ansøgningsrunden i år. Dermed er tilfredsheden ti procent lavere end sidste år, lyder det.
- Det er klart, at de mange nye og komplekse regler har været en udfordring for landmænd og konsulenter i ansøgningsrunden. Vi er ærgerlige over, at tilfredsheden med Tast selv er faldet og følger nu op på de områder, hvor vi har mulighed for at forbedre systemet, siger EU-direktør i NaturErhvervstyrelsen Sarah Børner på styrelsens hjemmeside.
Her fremgår det, at resultatet af undersøgelsen nu indgår i arbejdet med at forbedre Tast selv-service.
- Vi vil frem mod 2016 have fokus på at forbedre systemet på de punkter, som har en direkte effekt for brugerne. Det er derfor vigtigt, at vi i processen har et tæt samarbejde med landmænd, konsulenter og organisationer. Derfor er det glædeligt, at der er så mange, der har deltaget i undersøgelsen og dermed givet os værdifuldt input, konstaterer Sarah Børner.