Landmænd med landbrugsdrift på ikke-brofaste øer kan søge om et særligt tillæg til deres landbrugsstøtte i form af ø-støtte til deres bedrift.

Og med 1.183 ansøgninger er der i år et rekordantal landmænd, som søger ø-støtte for et samlet areal på knap 44.000 hektar på de 57 øer, der er omfattet af ordningen.

- Det er næsten en fordobling af antallet af ansøgere og det ansøgte areal i forhold til, hvad der er blevet søgt under den tidligere ordning i 2014, siger teamleder i NaturErhvervstyrelsen Gitte Møller Larsen på styrelsens hjemmeside.

Hun peger på, at fordoblingen af ansøgere og arealer blandt andet skyldes, at styrelsen i forbindelse med EU’s landbrugsreform har revideret ordningen og udvidet listen over øer, hvor der kan søges støtte til i 2015. Fra i år kan landbrugere på Bornholm derfor også søge ø-støtte, hvilket de har gjort i stor stil.

Bornholmske landmænd tegner sig således for cirka halvdelen af det ansøgte areal til landbrugsarealer på de 57 øer.

Der er i år afsat omkring 21,3 millioner kroner til ø-støtte, og støttesatsen vil dermed udgøre 480 kroner pr. hektar.