I de kommende dage får landmænd mulighed for at søge om dispensation til at så MFO-afgrøder.

Det oplyser NaturErhvervstyrelsen, som torsdag sender et kort ud, hvor man som landmand kan se, om man bor i et område, hvor man er sikker på at få dispensation for fristen til at så MFO-afgrøder senest den 20. august, hvis vejrliget har været usædvanlig.

- Det er vigtigt at understrege, at alle kan søge dispensation uanset, om de bor inden for kortområdet med usædvanligt vejr. Det er dog nødvendigt at sende dokumentation på, at du som landmand har haft usædvanlige vejrforhold på bedriften, hvor du forklarer, hvorfor der ikke har været mulighed for at så efterafgrøderne før fristen, lyder det fra EU-direktør i NaturErhvervstyrelsen Sarah Børner.

Fristen for at sende ansøgningen er 1. september, og fra den 15. september bliver kontrollen af MFO-afgrøder sat i gang.