På blot tre måneder har Aabenraa-firmaet Søndersø Energi solgt knap 30 danskproducerede husstandsvindmøller til syd- og sønderjyske landmænd og private forbrugere.

Og salget viser ifølge direktør i Søndersø Energi Poul Søndersø, at interessen for energirigtige løsninger for vedvarende energi er usvækket – når bare der er et økonomisk incitament:

- Kravene til husstandsvindmøllerne gør dem virkeligt populære. Nu kan du opstille en mølle, der producerer 66.000 kW om året, når der er mellem 20 og 25 meter til nærmeste sokkelstøbte ejendom. Det gør møllerne specielt interessante i landområder, hvor der normalt skal være mindst 200 meter til nærmeste nabo, 300 meter til kirke eller skov og 100 meter til fortidsminder.

- Det er samtidig et krav at møllen skal være tilknyttet husstandens almindelige installation, tilføjer direktøren.

Søndersø Energi har forhandlingen af den dansk producerede husstandsvindmølle fra Solid Wind Power A/S. Den fremstilles på Ringkøbing Maskinværksted.

Ifølge Energinet.dk har man som husstandsvindmølleejer mulighed for at opnå forhøjet pristillæg på enten 250 øre pr. kWh eller 150 øre pr. kWh for den overskydende strøm, husstandsvindmøllen producerer, hvis møllen har en installeret effekt på op til 25 kW.