Tjen ekstra penge på din jord – lej den ud til en jæger

Jægere leder efter jord, hvor de kan udsætte, pleje og skyde vildt – og de betaler landmændene for det

- Landmanden kan leje sin jord ud til jagt samtidig med, at han selv dyrker jorden. Det er et overset potentiale, som mange ikke ved nok om.

Sådan lyder det fra Kristian Husballe, der er LMO’s jagt- og naturplejekonsulent. Han vil gerne gøre opmærksom på denne win-win-situation, hvor jægerne altså kan udsætte, pleje og skyde vildt på jord, som de lejer af en landmand.

- Mange landmænd kan tjene rigtig gode penge på at udleje jagtret på jorden. Samtidig får landmanden en ejendom, der er mere værd både for andre og for ham selv, for du får levende vildt på din jord, og du ser fasaner og rådyr, når du kører rundt. Normalt vil jægerne stå for udsætning og pleje af vildtet, så samtidigt med, at du får en mere varieret natur, tjener du penge, siger Kristian Husballe.

Gevinst for både landmænd og jægere

Ud over at være en overset indtægtskilde, er der også andre gevinster ved ordningen.

- Jægerne er også typisk med til at lave afværgeforanstaltninger ved høst, for eksempel om aftenen før, der tages slæt. De fleste jægere vil elske at være med til dette, da det sker på et tidspunkt, hvor der ikke må jages. Der kan eventuelt indgå et krav om dette i jagtkontrakten, siger Kristian Husballe.

Minimumskravet er 25 hektar, og har man ikke mulighed for at leje så meget ud, kan man eventuelt gå sammen med naboen om at leje et stort nok stykke ud. 

Læs også